TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Skives nye formand: Med fælles hjælp …

af | Nyheder

Skive Travs nye ledelse trækker nu for alvor i arbejdstøjet.

Det er næsten tre måneder siden, at Skive Trav i en pressemeddelelse oplyste, at banens direktør, Steen B.  Nielsen havde opsagt sin stilling samtidig med at bestyrelsesformand Hans Ulrik Kristensen ønskede at trække sig fra formandsposten af helbredsmæssige årsager.  

Det betød udskiftning på ”direktionsgangen” – men det hele er foregået i ro og orden, og den nye ledelse med direktør Jan Nørbjerg og bestyrelsesformand Ole Finderup i spidsen har nu fået tid til at sætte sig grundigt ind i tingene jf. førstnævntes klumme (klik her ) i programmet til mandagens løb i Skive.  

-Som Jan skriver har bestyrelsens medlemmer hver sit ressortområde, hvor de står til rådighed for direktionen med sparring, råd og vejledning, så der bliver taget hånd om alt omkring Skive Trav, indleder Ole Finderup, der efter eget udsagn blev kastet lidt hovedkulds ud i opgaven som bestyrelsesformand.

Ole Finderup

-Jeg blev for ca. to år siden opfordret af den nu tidligere formand, Hans Ulrik Kristensen, til at stille op til bestyrelsen. Jeg sagde, at jeg ikke havde de store kompetencer rent travsportsmæssigt, men jeg kendte jo en del til regnskab og er senest blevet dybere involveret i budgetteringsarbejdet.  

-Jeg er oprindeligt revisoruddannet, men har ikke beskæftiget med revision de seneste 30 år. Indtil for seks år siden har jeg været regnskabschef i Salling Bank, hvorfra jeg gik på efterløn som 62-årig.  

-Jeg nåede kun at være ledig i 14 dage, hvorefter jeg takkede ja til et regnskabsjob i ejendoms-udlejningsbranchen, og der sidder jeg stadig.  

-Travsporten har jeg kendt til, siden jeg var 15, hvor jeg startede som totalisatormedarbejder på Skive Trav. Det var dengang, man skrev 1-2-væddemål og V5-spil i hånden.

-Siden har jeg altid kendt forskellige mennesker inden for travsporten, og har derfor fulgt med uden dog selv at have haft nogen aktiv rolle, bortset fra medejerskab et par anparter – første gang for mange år siden med hesten Power Boy, der ikke blev til ret meget, og senest var jeg også med i den nu tidligere Skive-hest Ebay Holmsminde.  

Fælles retningslinjer
Ole Finderup har stadig god hjælp fra Hans Ulrik Kristensen, som fortsat er medlem af Skive Trav’s bestyrelse, og føler desuden, at den nuværende bestyrelse generelt er godt inde i alle forhold omkring Skive Trav.  

-Direktøren kan i det daglige trække på bestyrelsens kompetencer gennem de forskellige ressortområder. men ansvaret for den daglige drift ligger selvfølgelig fortsat udelukkende hos direktøren, siger Ole Finderup.  

-Vi har så vidt muligt bestyrelsesmøder én gang om måneden, hvor de store beslutninger træffes, men der sker så meget inden for travsporten i denne tid, så det er vigtigt, at vi hele tiden har fingeren på pulsen.  

-I de kommende år sker der meget nyt i travsporten, og der arbejdes hen imod nogle fælles retningslinjer og normer på mange områder. Herunder forventes banerne på sigt at få ensartede, beskrevne procedurer i forbindelse med løbsafvikling og sikkerhed for alle to- og firbenede brugere af banernes faciliteter. 

-Som alle andre er vi desværre udfordret af de nuværende Corona-restriktioner.Vi håber og tror på bedre tider senere på året, så vi kan iværksætte en række gode ideer til at fremme interessen for Skiv Trav. 

-Det har høj prioritet for os, både at arbejde på at få flere tilskuere til travbanen, og at øge rekrutteringen af nye aktive udøvere af travsporten.  

-Men vi er forhåbentlig meget længere fremme og ved mere efter generalforsamlingen, der iflg.  vedtægterne skal afholdes i marts måned. Vi overvejer at afholde generalforsamlingen digitalt, men har dog ikke lagt os fast på dette, da det giver nogle afledede udfordringer. Det kan derfor ende med, at vi udskyder generalforsamlingen til forsamlingsforbuddet er ophævet eller modificeret, slutter Ole Finderup.