TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Skipper i fokus

af | Nyheder

Stefan Lind-Holm aftenens profil på Bornholms Brand Park med tre sejre.

Martin Sjøholm Jensen har hidtil pustet Stefan Lind-Holm i nakken i kampen om årets amatørchampionat på Bornholm, men i dag satte “Skipper” den måske afgørende trumf på, da han med tre sejre skabte sig et forspring til konkurrenten på fire sejre.

Stefan Lind-Holms første sejr kom med Igor Times (Igor Font), der tog pynten af favoritten Waterjet og vandt årets fjerde sejr i tiden 1.18,3a/1600 meter.

I det efterfølgende løb var Skipper på pletten med Jesper Riis Nielsens nyerhvervelse, tyskfødte Jaguar Star (Pastor Stephen), der i sin første start på Bornholm vandt en fin sejr i tiden 1.22,5/2140 meter.

Jesper Riis Nielsen træner også Global Tinghøj (Dream Vacation), der fuldendte Stefan Lind-Holms hattrick.

Løbet for hurtigklassen, Bornholms Tidendes Stjerneløb med 7.500 kroner til vinderen, gav sejr til Kim Hjorth med Fortune Boko (Conway Hall), som denne gang gik fejlfri og samtidig slap for Solon, og så var vejen banet for en sikker sejr i tiden 1.20,1a/2440 meter.

Aftenens præstation
Den tidligere Hoppe Derby-deltager Cleo Gammelsbæk (Great Challenger) blev for nogle måneder siden solgt til Bornholm til Winnie Jensen & Michael K. Hansen, og efter et par fine præstationer i de seneste starter, kom så endelig den første sejr.

Det skete i Bornholms Tidendes Hoppemesterskabsrevanche, hvor Cleo Gammelsbæk trods startspor 10 sejrede for Ole Møller i tiden 1.19,7a/1860 meter efter en forrygende præstation. Det er en hest, vi kommer til at høre meget mere til på den bornholmske oval.