TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Skal Lunden omlægges til højre kørsel som i Aarhus?

af | Nyheder

En af de ideer, som bestyrelsen på Charlottenlund Travbane arbejder med i øjeblikket, er at vende kørselsretningen fra venstre til højre – som i Aarhus.

Den nye bestyrelse i Det Danske Travselskab, der driver Charlottenlund Travbane, har opfordret medlemmerne til at fremkomme med forslag til travbanens fremtid, og et af de forslag man nu undersøger nærmere er, at vende kørselsretningen til højrekørsel -altså akkurat som man gjorde da banen blev etableret i 1891!

Hvis man gør dette, kan der skabes mulighed at udvikle området, hvor den store tribune ligger, til andre formål.

Men det er blot et af fire scenarier, som man arbejder videre med, og som man på tre møder inden for de kommende uger vil orientere medlemmerne om.

De fire scenarier for Lundens fremtid, der arbejdes på er:

1. Vende anlægget og bygge dommertårn/målstreg samt publikumsfaciliteter i kombination med staldterrænet for derigennem at frigøre arealet mod skoven til udvikling.

2. Ombygge den eksisterende tribune til nye formål samt at frigøre og udvikle arealet ved de gamle tribuner og den bageste del af staldterrænet.

3. Istandsætte de gamle tribuner og bruge disse som publikumsfaciliteter fremover med indgang ved tårnene. Det kræver en ændring af løbsretningen og flytning af målstregen. Herved kunne den nuværende tribune/arealet inddrages til stalde eller udvikles til andre formål. Der kan også frigøres og udvikles areal på den bageste del af staldterrænet.

4. At flytte. Udvikle hele området til boliger og bygge en ny bane et andet sted i Storkøbenhavn.

Lundens nye bestyrelse har i øvrigt sat sig det mål, at man vil forbedre bundlinjen med 10 millioner kroner i en ny strategi for banen.