TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Six Pack satte endnu en verdensrekord

af | Nyheder

Delvist danskejede Six Pack med Åke Svanstedt vandt lørdag eftermiddag Allerage Farm Stake på The Red Mile i ny verdensrekord for 4-årige hingste, 1.08.0.

Six Pack hilser på fans efter verdensrekordløbet,

Da Åke Svanstedt trak Six Pack ud til angreb med 900 meter tilbage af Allerage Stake på The Red Mile blev det lige pludselig ekstra spændende.

Eurobond med Andy Miller havde været i spids og passerede 800 meter-mærket efter 1.07.6.

Og da Six Pack nu kom i angreb udvendigt begyndte man at ane at en ny stor præstation fra Six Pack var på vej.

Opløbssvinget rundt tog Six Pack afstand til feltet – med 400 meter tilbage var han førende med seks længder, og publikum rejste sig nu på tribunen og begyndte at klappe Six Pack og Åke Svanstedt hjem.

Op mod mål gik Six Pack lidt i stå, men sejren var dog ganske sikker i 1.08.0 – ny verdensrekord for 4-årige hingste!

Nummer to blev Lindy the Great i 1.08.5!

Lars Berg var på plads sammen med de øvrige ejere, der bl.a. er Jeff Gural – ejeren af The Meadowlands.

Lars Berg (th) på vej tilbage efter præmieoverrækkelsen,

For Six Pack var det sæsonens hidtil bedste resultat.

Muscle Mass-sønnen havde indtil denne solrige eftermiddag i oktober ikke levet op til præstationerne i fjor, hvor han satte verdensrekord for 3-årige hingste med 1.07.9 og vandt 11 sejre i 15 starter.

I år er det foreløbig blevet til 3 sejre i 10 starter og 299.815 dollars.

Nu matches Six Pack mod Breeders Crown i Canada I slutningen af måneden, hvor den bl.a. kommer til at møde Frankrigs Bold Eagle!