Stald Challenger 2016 stopper til nytår og den succesrige anpartsstald håber at slutte af med en Hoppe Derby-sejr.
4-årige C D (foto) har været lidt af et eventyr for Århus-træner Kaj Jensen og resten af kredsen omkring Stald Challenger 2016. En flot 2-årssæsson blev fulgt op af en endnu flottere 3-årssæson, hvor det bl.a. blev til sejr i Dansk Hoppe Kriterium, og med foreløbig 11 sejre og 638.000 kroner i 16 starter overvintrer C D selvsagt som årgangens suveræne dronning.
-Det går rigtig fint med C D, der lige er begyndt på noget tung træning, dvs. hun går meget i bakkerne og i skoven, siger Kaj Jensen.
-Jeg har ingen planer mht. sæsondebut, men C D er heller ikke en hest, der skal ha’ så mange hurtigarbejder før hun er startklar. Hun kræver ikke så meget hård træning, men svømmer bl.a. meget, hvilket hun hele tiden har gjort og det fungerer rigtig godt.
Stald Challenger 2016 omfatter i alt seks heste – alle efter Great Challenger – hvoraf C D har været den store stjerne hidtil, men både C Nu Gilbak, Ce Hindø og Chio Gilbak har også vundet løb. I 2017 vandt staldens heste således 14 sejre i 40 starter. De to sidste heste er Catrin D og Celina Hastrup.
-Celina Hastrup startede på Lunden i lørdags, hvor hun blev kørt ned, mens Catrin D er ved at være startklar, siger Kaj Jensen.
-Stald Challenger 2016 stopper ved årsskiftet, hvorefter hestene bliver solgt og pengene delt ud mellem anpartshaverne. Det kan godt vise sig, at ha’ været en god investering.
Ny anpartsstald
Som mange sikkert ved, har Kaj Jensen søsat et nyt anpartsprojekt, Stald Linie 3, hvor alle de 40 anparter også forlængst er solgt.
Stald Linie 3 omfatter tre 3-årige hingste: Daddy Loves You (Great Challenger), Desavi D (From Above U S) og Dream Hastrup (From Above U S).
-Daddy Loves You (samme mor som Out of Nowhere, 1.12,2a-1.020.000 NOK) er godkendt i prøveløb og lige ved at være startklar, Desavi D har to fjerdepladser i sine to første starter og sidder der snart, mens Dream Hastrup (samme mor som Patricia Hastrup, 1.10,2a-2.375.000 NOK) skal i prøveløb i marts måned. Sidstnævnte er en hest, jeg har store forventninger til og det ser fornuftigt ud hidtil, siger Kaj Jensen.
Anparterne i Stald Linie 3 kostede 5.000 kr. og dertil kommer månedlige udgifter på 500 kr.