Takethem er snart klar til start igen, mens det desværre har lange udsigter med staldkammeraten Tycoon Conway Hall.
2017 har været et stort år for Team Juul og ikke mindst Steen Juul, men for to af staldens bedste heste har der de seneste måneder været lidt grus i maskineriet.
Takethem (From Above), der senest var nummer fire i en Liga 1-finale i Århus, måtte således udgå i en tiltænkt start på Jarlsberg i juli måned, og har siden været på skadeslisten.
-Han havde en overanstrengelse på et bagben og det viste sig, at havde fået en ridse på gaffelbåndet. Nu træner han for fuldt igen, men Takethem har ikke gået nogle reelle tests endnu, så jeg kan ikke sige med sikkerhed hvornår han kommer til start igen, siger Steen Juul til Travservice.dk torsdag eftermiddag.
Mens Takethem således er tæt på at være startklar igen, har det desværre lange udsigter med Tycoon Conway Hall (Conway Hall), der ikke har startet siden han vandt sin sæsondebut den 19. marts på Lunden.
-Han var jo desværre halt på højre forben efter løbet og har igennem længere tid været til genoptræning på Hammerthor Pool Center. Han bliver så scannet hver tredje måned for at se, hvor langt vi er, men der er stort set ikke sket noget i den periode han har været deroppe, så man kan godt være i tvivl om, hvorvidt han kommer til start igen. Det kan kun tiden vise, siger Steen Juul.