TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Sejrshest på glasben

af | Nyheder

Efter næste 15 måneders skadespause er V M Viking Cup klar igen.

Med 31 sejre i 68 har V M Viking Cup haft en stor karriere, men en ny skade har givet store problemer det seneste års tid, og det er med et vist forbehold, at Louise V. Mortensen næste torsdag sender Classic Photo-sønnen ud i prøveløb på hjemmebanen.

VM Viking Cup med Morten Friis. Foto: Hesselborg Foto

-Som jeg er blevet informeret om, har han haft en blødning på et gaffelbånd, men om det holder ved vi selvfølgelig ikke endnu, siger Louise, som har haft med V M Viking Cup at gøre siden hesten i midten af februar måned vendte hjem til sin ejer, Vagn Møller.

-Vi begyndte at træne med V M Viking Cup da han var scannet ren i midten af maj måned, men han er mest blevet skånetrænet og vi må se hvordan det ender ud.

-Han er super let at sætte op, men har samtidig “glasben” så det skal så lidt til, for at det kan gå galt igen.

-Jeg kørte et arbejde med ham i går, hvor jeg kørte 1.17,5/500 meter med ham i sulky og han har helt sikkert haft godt af en mindre udblæsning, så nu er han i hvert fald klar til prøveløb.

Louise V. Mortensen. Foto: Kjeld Mikkelsen

“Måske havde man lige trukket bremsen …”
V M Viking Cup bliver i øvrigt Louise V. Mortensens første start som professionel træner, siden hun 1. august nedsatte sig som træner i Billund – godt 14 dage inden at Billund Travs aktionærer med overvældende flertal besluttede sig for at sige Ja til Kirkbi’s købstilbud på 58 mill. kroner.

-Jeg havde nok været lidt mere positivt stemt, hvis jeg af banens bestyrelse på forhånd var blevet informeret om, at der lå et købstilbud på banen, som man skulle behandle på den forestående generalforsamling. Så kunne det da godt være, at man måske lige havde trukket i bremsen og udskudt opstarten lidt, men jeg vidste altså ingenting, siger Louise.

-Nu er det jo ikke første gang banen er lukningstruet, men man kan da godt mærke, at stemningen er lidt trykket rundt omkring i området.

Louise V. Mortensen har pt. blot to heste i fast træning, 1-åringerne H M Hilton Cup (h.e. Classic Photo) og Happy Catch (hp.e. Trophy Catch).

-H M Hilton Cup er helbror til V M Viking Cup og er kommet ind fordi han skal gøres klar til Aalborg-auktionen den 19. september, så det er jo lidt usikkert, om jeg får lov til at beholde ham på længere sigt. Det gør jeg til gengæld med Happy Catch. Begge heste er kørt til, siger Louise V. Mortensen, som udover sine to egentrænede heste også hjælper de to Billund-amatører Børge Mathiesen og Mikael Poulsen.