I eftermiddag vender den italienske hoppe Ampia Mede SM med Franck Nivard i sulkyen tilbage i løbene efter en mindre pause – i fjor vandt Ganymede-datteren otte løb i træk inden nederlaget kom.

I 2021 gik Ampia Mede SM, der trænes af Fabrice Souloy fra sejr til sejr og præstationerne den elegante hoppe lavede gjorde at talen om en mulig start i Prix d’Amerique blev aktuel.
En plads i Prix d’Amerique-feltet kunne skaffes ved en sejr i Prix Tenor de Baune 2. Juledag, men her galoperede Ampia Mede Sm – sejrsrækken blev brudt og drømmen om Prix d’Amerique forsvandt.
Nu er den 6-årige hoppe atter tilbage i løbene og starter i eftermiddagens 5+-løb på Vincennes med startplads 16 i Prix de Munich over 2100 meter auto.
Fabrice Souloy melder den italienske hoppe klar til at genoptage sejrsrækken, men helt let bliver det nu ikke – alene udgangspositionen – yderst i anden række – gør opgaven vanskelig.
I første række bag startvognen findes kapable heste som danske 6 Calle Crown med Pierre Vercruysse samt de svenske 7 Dear Friend med Dominique Locqueneux og 8 Global Trustworthy med Alexandre Gocciadoro.
Prix de Munich, der er 3.løb på Vincennes køres klokken 15.15.
