TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Se, dét var et væddeløb!

af | Nyheder

C You Again vandt duellen med Billi Time efter en forrygende opløbskamp og er nu førende i kampen om titlen som “Årets Hest” på Racing Arena Aalborg.

Billi Time jagtede sin syvende sejr på stribe og var på dén baggrund gjort til storfavorit (13:10) i dagens 3. løb på Racing Arena Aalborg, men Morten Friis følte sig ikke slået på forhånd med C You Again, som Skive-træneren vurderede som en lille vinderchance – og det var altså ikke helt forkert.

Udvendige C You Again besejrede storfavoritten Billi Time. Foto: Hesselborg Foto

I den slags dueller er placeringerne undervejs ofte afgørende og her var heldet på Morten Friis’ side, mens Billi Time måtte gå den tunge vej som første hest i andet spor udvendig for den førende This Is My Life, der afviklede den første kilometer i 15-tempo.

Ind i sidste sving overtog Billi Time føringen, mens C You Again efter et løb i ryg på den førende, blev skiftet til andet spor og optog forfølgelsen af Billi Time.

Side om side gik de to heste ind på opløbet – Billi Time forsvarede sig tappert, men op mod mål fik C You Again overtaget og sejrede knebent i tiden 1.14,4a/2140 meter – samme tid fik Billi Time noteret på andenpladsen.

Sejren var C You Agains femte sæsonsejr på Racing Arena Aalborg, hvor The Liquidator-sønnen bragte sig foran i kampen om at blive “Årets Hest 2019”.

Med to løbsdage tilbage er intet imidlertid afgjort endnu. One Boy, Big Flirt og Draco er således alle noteret for fire sejre og kan måske udfordre C You Again, men under alle omstændigheder et flot stykke arbejde af Skive-amatøren Torben Grøn.