TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Schampus – en tysk overhest!

af | 30. apr 2023 | Nyheder

Mange fine præstationer på Musketerdagen, men især én præstation står over de andre – den 4-årige tyske Schampus med Josef Franzl, der let gled forbi førende B A Superhero med Bo Westergaard i opløbet.

Schampus med Josef Franzl vandt på imponerende vis Frosty Hanovers Mindeløb. Foto Flemming Andersen

Schampus (Propulsion) kom til Skive som ubesejret og i sæsondebut – ja, og med blot fire starter bag sig i karrieren.

Det skulle jo egentlig ikke være nok til at kunne begå sig i et felt, der bl.a. havde de to millionærer BA Superhero og Hurricane som favoritter.

Men Schampus er en hest udover det almindelige.

Vi så det på Derbydagen på Lunden i fjor, hvor den vandt 3-års Eliten i 1.13.2a/2000 m – men siden havde den ikke startet – og som nævnt – nu kom den i sæsondebut.

Nej, det var svært at tro på, at Schampus skulle kunne være en vinder af Frosty Hanover Mindeløb.

Da BA Superhero med Bo Westergaard – favoritspillet til 16:10 – let kunne tage spids fra start og siden få lov til at bestemme tempoet, troede man løbet var afgjort.

Schampus med Josef Franzl lå undervejs klinet i ryg på BA Superhero, og på opløbshjørnet trak Franzl den store hingst ud til angreb.

BA Superhero kunne ikke svare Schampus, der gik forbi til sikker sejr i 1.13.4a/2060 m, mens BA Superhero noteredes for 1.13.6.

Længere tilbage blev Heavenly Stone med Knud Mønster nummer tre i 1.14.2.

Derefter fulgte Hugo Trøjborg med Nicklas Korfitsen i 1.14.3 og Hurricane med Robin Bakker – noget skuffende nummer fem i 1.14.6.

Schampus er ejet og opdrættet af det store tyske Lasbek-stutteri og kommer ud af en hoppelinje, som stutteriet har grundlagt med den amerikanske hoppe, Premium Yankee (Joie de Vie).

Nogle topheste lavede hun ikke – det gik bedre for hendes datter, Alma (Grimaldi), der bl.a. er mor til den tyske Hoppe Derbyvinder Motion Pure (Muscle Hill), som da var trænet af Christian Lindhardt.  Et andet afkom efter Alma er Kokette (Brioni), der er moder til Schampus.

Næste opgave for Schampus bliver med stor sandsynlighed 4-årsløbet på Copenhagen Cup-dagen om 14 dage, og her kan vi så får en revanche mellem den og BA Superhero.

Ellers er det tyske Derby i august det store mål for Schampus.

Schampus er endnu et topafkom efter Propulsion – en hingst, der desværre ikke længere kan bruges i dansk traveravl.