At det i år er 50 år siden Stald Saltums Ikaros med Jørgen Larsen vandt Skandinavisk Mesterskab markeres i eftermiddag på Racing Arena Aalborg.
Stald Saltum blev grundlagt i 1954 – det var samme år som Aalborg Væddeløbsbane åbnede.
Erling og Gudrun Larsen og deres fire børn Jørgen, Inge, Bodil og Henrik var fælles om travinteressen i de tidlige år – og har givet travinteressen videre til de næste generationer.
Erling, Jørgen og Henrik Larsen deltog alle i løbene og staldens helt store triumf kom i 1971, hvor Ikaros med Jørgen Larsen vandt Skandinavisk Mesterskab på Charlottenlund Travbane.
På den tid var Skandinavisk Mesterskab fortsat et løb, der samlede de allerbedste hurtigtravere fra Sverige, Norge og Danmark, men det var 33 år siden en dansk ekvipage sidste havde vundet.
Så det var en stor sejr – ikke blot for Familien Larsen og Stald Saltum, men for dansk travsport.
Stald Saltum har siden forgrenet sig til mange andre staldnavne som Stutteri Risagergård, Bo William Stable, Dorthe Christensen ApS, Lene Dodensig, Anne Larsen ApS, Larsen og Larsen I/S med flere.
I eftermiddag sponserer Stald Saltum løbsdagen og alle løb bærer navne, der relaterer sig til stalden.
Hovedløbet er 3. løb, Ikaros’s 50 års Jubilæumsløb, hvor Slide so Easy med Flemming Jensen er storfavorit til sejren.
Der er i alt 9 løb på programmet og 1. løb starter klokken 12.45.
Baneprogrammet, der indeholder en fin artikel om Stald Saltum gennem årene, kan downloades på dette link – klik her
Rene Kjær har udgivet en ny video, Kjærs Corner med tips til løbsdagen på Derby25 – klik her