Det er nu halvanden måned siden der faldt dom i sagen med ”travmanden fra Charlottenlund” for i blufærdighedskrænkelse og vold. Og endnu har Dansk Travsports Centralforbund ikke reageret på dommen.
Mens Det Danske Travselskab (Charlottenlund Travbane) på dagen, hvor dommen faldt var hurtigt ude og udstedet livstidsforbud mod den pågældende person, så har travsportens hovedforbund, DTC endnu ikke taget noget skridt i den retning – og det virker uforståeligt for mange,
Og det er uforståeligt, fordi der rundt om på landets væddeløbsbaner går unge piger rundt og er nervøse for at de kan møde ”travmanden fra Charlottenlund”.
Det er urimeligt, at disse piger skal være utrygge når de kommer på væddeløbsbanerne, og derfor burde DTC for længst have trådt i karakter og udelukket personen.
Der er hjemmel til det i forbundets reglement – se her
Overtrædelse af gældende bestemmelser
De forskellige straffe
§ 64
Ved overtrædelse af reglement eller af øvrige bestemmelser udfærdiget af DTC eller af tilknyttet selskab, samt ved at undlade at følge beslutninger eller forskrifter eller ved utilbørlig optræden overfor i funktion værende officials, repræsentant for DTC, selskabs bestyrelsesmedlem, banens ledelse eller befuldmægtigede, dømmende myndigheder, ved optræden til skade for sportens omdømme, samt ved undladelse af at give forlangte korrekte oplysninger, kan personer, af en dømmende myndighed, idømmes:
advarsel.
gebyr.
forbud mod at deltage i/anmelde til anerkendte løb (køre-/rideforbud/anmeldelsesforbud) for bestemt tid, indtil videre, eller for altid.
forbud mod al virksomhed på en bestemt bane eller en del deraf for bestemt tid eller for altid.
forbud mod adgang til og/eller virksomhed på en bestemt bane eller del deraf for bestemt tid, indtil videre eller for altid (jævnfør § 33).
forbud mod adgang til alle DTC tilsluttede travbaner eller en del deraf for bestemt tid eller for altid (jævn- før § 33).
En henvendelse fra travservice til DTCs formand, Egon Jensen bragte ikke noget nyt med sig.
-Vi er opmærksom på det og vores advokat arbejder med spørgsmålet, sagde Egon Jensen og henviste i øvrigt til sin beretning på søndagens ordinære generalforsamling, hvor han specifikt om denne sag udtalte:
Vi har naturligvis fulgt sagen i DTC. Efter dommen faldt, har vi haft fokus og vurdering på evt. anke samt navneforbuddet i sagen, dette set i relation til, at der er tale en person med relationer til travverdenen. Vi tager i højeste grad afstand fra vold og krænkelser, og udtrykker vores største medfølelse med ofrene. Vi har ikke plads til personer, der på sådan en afskyelig måde sætter vores sport i miskredit og skader vores omdømme. Vi har sammen med vores advokat bedt om aktindsigt, herunder udskrift af dommen samt forhold omkring ophævelse af navneforbuddet. Desuden har vi sammen med vores advokat vurderet på travsportens sanktionsmuligheder både, hvad der gælder i forhold til interne vedtægter og almene retsforhold.
Travservice har i dag været i kontakt med Retten i Lyngby og forespurgt om navneforbuddet i sagen ”Travmanden fra Charlottenlund” er ophævet, men det kunne vi ikke få et klart svar på!
Det samme må man formode at DTC også har oplevet, men DTC kunne alligevel have ageret og udelukket den person, som langt de fleste inden for travsporten kender navnet på, og udelukket vedkommende i h t §64 – og offentliggjort, at Travmanden fra Charlottenlund – er udelukket fra at komme på danske travbaner!
Det ville give fred i sindet hos mange unge piger, der kommer i staldene på væddeløbsbanerne.