To løbsdage resterer der på Bornholms Brand Park og spændingen på flere fronter er så fortættet som aldrig før.
Det være sig amatørchampionatet, montéchampionatet, trænerchampionatet og kampen om Årets hest.
Der hvor man måske er nærmest på en afgørelse er hos trænerne, hvor René Kjær fører med to sejre til Kim Mortensen og da Kjær har annonceret start på sidste løbsdag skulle det være mærkeligt om ikke han kan tage sit første bornholmske trænerchampionat.
Men i de andre kategorier er kampen stenhård.
Med John Mikkelsens hattrick sidste løbsdag bragte han sig for alvor ind i kampen og til denne gang har han også nogle ret fine chancer i form af Waterjet, San Siro og Max Brogård.
Montéstillingen ændres der ikke ved denne gang, da der ikke er montéløb.
Derimod kan der ske noget på Årets Sejrshest-fronten, idet Soleil Cloc har mulighed for at tage sin 9. sæsonsejr og derved bringe sig op på siden af Bravo Hornline, der p.g.a. skade har afsluttet sin sæson.
Det kræver dog sejr i V5-finalen og det kan blive en svær opgave mod heste som San Siro og Sir Lancelot, der snart er ved at være varmet op til sejr.
Løbene køres lørdag fra kl. 13.15 til ca. 16.30.
Baneprogrammet kan ses her: Baneprogram