TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Sådan traves der året ud

af | Nyheder

Der er fem løbsdage tilbage på de danske travbaner i 2017. Og så bliver redaktøren igen nostalgisk.

Aalborg, Skive, Aarhus, Lunden og Odense.

De fem baner slutter trav-året 2017 i Danmark, og Skive Trav gør det noget så utraditionelt som at afvikle løb Juleaftensdag fra klokken 11.00.

Foto Ole Hindby

Det sker naturligvis for at kunne efterkomme den interesse, der vil være hos heste-spillere rundt om i Norden, der ellers ikke ved, hvad de skal foretage sig indtil aftenens store fest!

Skive Trav bliver dog ikke ene på spille-markedet, for i Frankrig er der løb på tre baner og desuden har en Sydafrikansk galopbane også løb.

Her er løbsdagene på de danske baner året ud:

Fredag 22. Aalborg………………………………… kl. 15.45
Søndag 24. Skive ………………………………….. kl. 11.00
Mandag 25. Aarhus ………………………………..kl. 18.55
Fredag 29. Charlottenlund ……………………… kl. 15.45
Lørdag 30. Odense…………………………………. kl. 11.10

Tidspunkterne for afholdelse af hestevæddeløb herhjemme har unægtelig ændret sig i min tid.

Tilbage i 60-erne kunne en løbsdag om søndagen slet ikke starte før klokken 14.00.

Ja, sådan var det helt op til 1980-erne inden Hellidagsloven blev ændret, for det var et lovmæssigt påbud, og det samme gjaldt også for 1. Juledag, hvor der jo stort set slet ikke måtte ske noget i vort samfund.

Biografer var f.eks. lukkede på denne dag ligesom de fleste restaurationer.

Det var desuden en uskreven regel inden for travsporten, at Juledag ”måtte intet hjul rulle” – det samme gjaldt også for Langfredag.

Men det er som skrevet meget længe siden og nu triller hjulene på alle dage og på alle tidspunkter, næsten.

I denne Jul er der løb i Danmark Juleaftensdag og 1. Juledag.

Jeg tænker igen tilbage på de gode gamle tider hvor 2. Juledag var en af de helt store løbsdage – ikke blot på Lunden, men på landets øvrige baner.

Den er væddeløbsfri i år!

Og var det måske også sidste år.

For 15-20 år siden var det også meget populært, at provinsbanerne havde løb på hverdagene mellem Jul og Nytår.

I år er det blot Lunden og Odense!

Ja, Løbskalenderen bliver jo ikke længere lavet efter hvad vi plejer at gøre, men efter hvad ATG har brug for at sætte på menuen.

Og sådan bliver det i endnu højere grad i fremtiden.