TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

-Sådan er travløb jo!

af | 16. feb 2016 | Nyheder

Jørn Nørlem er selvfølgelig skuffet over at Tack Wee galoperede fra start i Paris tirsdag eftermiddag, men har været med i travsporten så mange år, at han ved det kan ske.

– Ja, sådan er travløb jo, men jeg havde nu ikke forestillet mig, at Tack Wee ville finde på at sætte af i galop i dag, siger Jørn Nørlem i telefonen fra Paris.

-Han har startet med springspor i Sverige. Han har været i Norge, hvor de volter den anden vej. Han kan stå stille og sætte i gang. Nej, det her havde jeg slet ikke set komme.

Alt så ellers fint ud med Tack Wee inden løbet.

-Jeg var ude at varme ham to gange på Vincennes, og han virkede helt OK, fortæller Jørn Nørlem videre. -Vejret hernede er dejligt. Solen skinner og det var som at køre på en dansk sommerbane.

– Pierre Vercruysse var også meget tilfreds med ham, men kunne ikke give nogen forklaring på hvorfor Tack Wee satte af i galop.

-Ja, det er ærgerligt med den galop, for jeg tror sagtens at Tack Wee kunne have været med helt fremme, nu når løbet blev vundet i 1.14.4, siger Jørn Nørlem.

Sammen med sine to sønner, Michael og Christian har Jørn Nørlem taget turen til Paris.

Tack Wee er formeldt til et løb på mandag, men det er ikke sikkert han kan komme til start.

I løbet er der anmeldt 33 heste -og Tack Wee er den hest, der har tjent tredjemindst!

Men måske kan løbet blive delt akkurat som det skete med tirsdagens løb.

-Under alle omstændigheder bliver vi hernede til torsdag morgen. Viser der sig en mulighed for at Tack Wee kan starte på mandag, så skal han det – ellers kører vi hjem, slutter Jørn Nørlem.