TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Sådan er sportens økonomi skruet sammen

af | Nyheder

Det kan være svært at forstå, hvordan trav-og galopsportens økonomi i dag er skruet sammen – for det er helt anderledes end tidligere.

Før år 2000 var danske trav- og galopbaner stort set selvfinansierende – man havde indtægter fra totalisatorspillet, sponsorer og evt. lejeindtægter.

Derudover fik sporten et årligt beløb på små 20 millioner kroner fra Staten som kompensation for indførsel af casino-spillet i Danmark i 1991 og til opbygning af et spilleselskab, DanToto samt renovering af væddeløbsbanerne.

Op mod årtusindskiftet blev økonomien i sporten dårligere og dårligere og man søgte nye indtjeningsmuligheder.

Det svenske V75-spil var en oplagt mulighed at introducere på det danske spillemarked, men den da Socialdemokratiske regering med Skatteminister Ole Stavad gik imod ansøgningen om tilladelse til totalisatorspil over grænsen – i første omgang til V75-spillet i Sverige.

I stedet blev løsningen på sportens økonomiske problemer, at DanToto blev overtaget af Dansk Tipstjeneste – nu Danske Spil – og forventningerne var store.

Nu skulle danskerne lære – igen – at spille på heste, og målet var at forøge omsætningen, der da var på lidt under en halv milliard til det dobbelte – mindst!

Sporten fik x antal millioner fra Tipstjeneste årligt og desuden fik banerne 21.25% af banespillet.

Der gik dog kun et par år før Tipstjenesten opgav at nå målet med en fordobling af omsætningen, og i stedet kom trav- og galopsporten nu på Tipsloven og fik en procentuel del af overskuddet i Tipstjenesten – det beløb sig op til små 100 millioner kroner årligt, da det gav mest.

Og stadig fik banerne 21.25% af baneomsætningen, hvad der årligt beløb sig til 12-13 millioner kroner.

I Danske Spil opstod der i bestyrelsen – især fra idrættens side – en modstand mod hestespillet, som man mente var en ren underskudsforretning.

Den påstand kan diskuteres, men den diskussion lader vi ligge her.

Fra sportens side var der et ønske om at komme fri fra Danske Spil og selv stå for toto-spillet, som man historisk havde gjort.

Det ønske blev efterkommet med Venstre ved regeringsmagten og fra 1. januar 2018 blev spil på heste liberaliseret.

Meningen var at trav- og galopsporten skulle etablere et eget spilleselskab igen, men i stedet valgte man at indgå forhandlinger med Svensk Travsport om et nært samarbejde.

Det har udmøntet sig i, at vi i dag har det svenskejede spilleselskab, 24syv, der driver bl.a. Derby25 som udbyder af totalisatorspillet på danske væddeløbsbaner.

Overtagelsen af spillerettighederne er led i den aftale, der er indgået med Svensk Travsport, og som også indebærer nogle forpligtigelser for dansk trav- og galopsport.

I dag er sportens primære indtægtskilder:

Aftale med Staten – en aftale, der pt udfases med 20% årligt med start i år, hvor man vil modtage cirka 62 millioner kroner.

Aftale med Sverige – i år cirka 35 millioner kroner, men herefter 3.3% af spilleselskabets ATGs overskud.

Det er disse små 100 millioner kroner som sporten – gennem Dansk Trav og Galop Union (der modtager tilskuddene og redegøre for brugen af disse overfør Staten) og Dansk Hestevæddeløb har at arbejde med, og som de skal fordele til drift af baner, administration og løbspræmier.

i fjor fik hestevæddeløbssporten cirka 77 millioner kroner fra Staten – i år får man cirka 15 millioner kroner mindre, og derfor er DHV og DTGU nød til at se på sportens omkostningsniveau.

Derfor har man for 2023 lavet en ny driftstilskudsmodel, hvor man har lavet nye beregningerne for det driftstilskud de enkelte baner modtager.

Driftstilskuddet består af et grundbeløb og herudover er der fem ”incitamentspuljer”, hvor der er opstillet nogle krav og når disse opfyldes, er der penge at hente.

Bemærk, at banerne fremover stort set ikke tjener penge direkte på totalisatorspillet – der kan være en præmie til banerne for at tegne nye kunder til Derby25 o.l.

Danske væddeløbsbaner skal fremover søge at tjene deres penge på entré, restauration, sponsorater, udlejning af lokaler til f.eks. konferencer, events etc.

Det er den nye virkelighed i 2023.

Om de fem ”incitamentspuljer” kan du læse senere her på travservice.