TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Så sad den der!

af | Nyheder

Efter at have løbet uplaceret i årets fem første starter, men nu med John Mikkelsen i sulkyen, kunne Eternity La Marc overraskende vinde det bornholmske 4 års Mesterskab.

Ny mesterskabssejr til Eternity la Marc og John Mikkelsen. Foto Torben Ager

Selv omEternity La Marc i fjor vandt 3-års mesterskabet på Bornholm, så  var der ikke den store tro på, at den tirsdag skulle vinde 4 års mesterskabet.

Ja, Eternity La Marc (Great Challenger), der trænes af Frank Mikkelsen og for første gang i år skulle køres af lillebroder John Mikkelsen, var løbets mindst spillede hest.

John Mikkelsen fik imidlertid placeret Eternity La Marc tidligt i spids i løbet og fik Emil Baunely  med Ole Møller udvendigt på sig.

Den rækkefølge blev der ikke ændret på.

Eternity la Marc kunne holde sig foran til målstregen var passeret og hjemførte førstepræmien på 12.500 kroner  til ejeren, nyhedssiden, Bornholm Nu i 1.20.7a/2440 m.

Vinderodds 24,12.

Helt ude ved rækværket kom Elia med Mads Petersen farende i opløbet og var nummer to over mål, men blev diskvalificeret for en galop under løbet.

Så gik andenpladsen til Emil Baunely, mens Jaguar Star med Michala Haagensen sad inde bag ved Eternity la Marc med kræfter i behold og blev nummer tre.

Det var anden gang John Mikkelsen kørte Eternity la Marc – han kørte den også til sejr i 3-års Mesterskabet i fjor!

John Mikkelsen vandt også 1. løb med Athene PP (Judge Joe).

Også Kenn Christoffersen sejrede to gange. Han vandt med Jetset Onion og No Go.