9-årige Ocean vandt lørdag aften karrierens første travløb.
Så lykkedes det for Ocean!
Lørdag aften vandt den 9-årige vallak Ocean (Mastery) sin første sejr i karrieren i programmets sidste løb på Charlottenlund Travbane for sin træner Alex Haagensen.
Maiden-sejren kom i start nummer 139 for Ocean, og det var samtidig også den første sejr i 50 år i dens afstamning. Hverken moder eller mormor har vundet løb og oldemoder vandt i 1964.
Ocean har været på vej mod en sejr i de seneste starter, og var spillet til næstfavorit i aftes.
Den fangede favoritten Søren Kapergast med Kristina Jensen kort før mål og vandt i 1.20.4/2000 m.
Sejren var samtidig også træner Alex Haagensens første kuskesejr i år.