Repay Merci er tilbage
Repay Merci er med i Mesterskab for Danmark for tredje gang og meldes klar igen efter en lille pause, men Knud Mønster har ikke de store forventninger på forhånd.
Repay Merci (Offshore Dream) har ikke gjort det store væsen af sig i årets første otte starter, og senest skuffede 2012-Derbyvinderen i et løb på Billund Trav, hvor han faldt tilbage ind på opløbet og sluttede lige uden for præmierækken.
-Det viste sig, at der sad noget nede ved lungerne, som generede ham og det er han efterfølgende behandlet for, siger Knud Mønster.
-Repay Merci skal nok ha’ et par løb i kroppen før han er helt klar igen, men bare halsen er i orden, er jeg egentlig tilfreds. Han går normalt kun galopintervaller, men jeg kørte et arbejde på banen torsdag i sidste uge, hvor han fik fire intervaller og virkede fin.
-Startsporet (11) er selvfølgelig ikke det bedste, så jeg må køre et forsigtigt løb og håbe på, at han har lidt kræfter sparet til slut. Der er ingen aktuelle planer efter på søndag – vi tager én start ad gangen.