Rene Kjær blev ”Lachender dritter”!
Rene Kjær med Colonel D vandt 1. løb på Charlottenlund Travbane, selv parret først var tredje over mål!
Tyskerne har et udtryk ”Lachender Dritter”, der bruges hvis tredjemand lukrerer på et udfald i stedet for to andre.
Og sådan var det lige nøjagtig i 1. løb på Charlottenlund Travbane hvor Gambia med Rene Jonassen så ud til at have sejren på gaflen efter at have nedkæmpet Runner Brodde med Birger Jørgensen.
Runner Brodde havde kapituleret med galop 75 meter fra mål, men sandelig om ikke Gambia – blot 10 meter fra målstregen slog over i galop og dermed mistede sejren.
Nu gik sejren så til Alex Haagensen-trænede Colonel D (From Above) med Rene Kjær i 1.17.8, mens der var hård om andenpladsen som Aimee Wibb med Jørgen Sjunnesson tog kort foran Ghita Nørby med Axel Jacobsen, begge i 1.18.1.
-Jeg skal hen og købe en Lotto-kupon, når jeg kan vinde løb på den måde, sagde Rene Kjær til Fast Track efter sejren.