Ingen fællestur torsdag var arrangeret – hvad skal man så lave – ja, altså ud over at tage til auktion.
Ja, auktionen fortsatte i Harrisburg, og fra torsdag var det primært ældre heste.
Sådan har modulet været i mange år.
Vil man købe en ifolet følhoppe – ja, så er det torsdag man skal være på plads i Harrisburg.
Desuden bliver der også solgt mange hingsteanparter.
Ikke alle er i samme prisklasse som Walner, hvor en anpart torsdag blev solgt for 750.000 dollar.
F.eks. kunne man få en livstidsbedækning ved Creatine for 5.000 dollars – og her er andre eksempler:
Greenshoe – mellem 82.000 – 90.000 dollars
Trixton – 8.000 dollars
Bar Hopping – 42.000 dollars
Father Patrick – 33.000 dollars
Tactical Landing – 60.000 dollars
International Moni – 25.000 dollars
What the Hill – 7.000 dollars – 12.000 dollars
Muscle Hill – 75.000 dollars – 80.000 dollars
Jens Glud Hansen, Panamera Racing sikrede sig en bedækningsret ved Muscle Hill for 75.000 dollars.
Men i stedet for at køre til auktionen, der foregår i et stort “Farm Complex” var der andre, der valgte en udflugt til området omkring byen Lancaster.
Her er findes en stor gruppe af den kristne sekt Amish, der forsager de fleste af tidens gode såsom Tv, swimmingpool, biler, mobil etc.
På google fandt jeg denne definition af Amish:
Et liv domineret af lydighed og troen på det evige liv med sammenholdet i familien og amish-samfundet i højsædet.
Amishfolket kan altså ikke bruge penge, på alt det vi andre gør, og det betyder, at de alle har en ret god økonomi.
Heste og især travheste – spiller en vigtig rolle hos Amish, der fortsat heste som trækdyr på markerne og som kørehest for de specielle buggies.
Kører man rundt i området ved Lancaster kan man sagtens møde buggies, hvor kusken måske er på vej i banken eller ud for at handle i supermarkedet.
Vi – og det vil sige Ole og Lotte Haubro, Leif Larsen og skribenten – tog turen til Lancaster og købte os ind i en rundtur på 90 minutter – desuden gav billetten adgang til – ja, skal vi kalde det en museumsby for den måde Amishfolket fortsat lever på. Desuden sluttede Ken Ecce, Hans Henning ”Kojak” Kristoffersen samt Søren Kolberg sig også til os.
Køreturen rundt i Amish-land var speciel.
Vores chauffør fortalte om sekten og underholdt f.eks. med at fortælle at her boede en familie – de havde 7 børn, men dem på den anden side af veje havde ikke færre en 17 børn!
I Pennsylvania menes at bo omkring 43.000 Amishfolk og de fordobler sig på 20 år!
I dag er der Amishfolk i 32 amerikanske stater.
Du kan læse mere om Amish-samfundet på dette link – klik her
”When in Rome, do as the romans” hedder et gammelt mundheld – og derfor skulle vi da spise på en ”rigtig” Amish – restaurant.
Vi havde fået anbefalet Katties Diner og fandt den – restauranten så ude fra meget moderne ud, men den serverede kun retter med Amish-opskrifter.
Og det var unge kvinder, der betjente os og som stod i køkkenet.
Og hvad er en god gang nærende Amish-mad andet end Meat Loaf (forloren hare!) med brun sovs og kartoffelmos.
Det fik vi – og det mættede!
Prisen var ret overkommelig – 13 dollars – det er 90 kroner – sødt serveret ved bordet.
Vi fik i øvrigt først plads i restauranten efter at have ventet en halv time – men det er jo et bevis på stedets popularitet.
Så gik turen tilbage til Harrisburg – til auktionen, hvor Thomas Lind-Holm netop havde handlet sig til Cristi Dream.
Siden er Jesper Hansen, Stutteri Wyn gået med i hoppen, så Thomas og Jesper nu er fælles om hende.
Bo Seisbøll foreslog en fælles middag på Longhorn, der er en restaurationskæde med steaks som speciale.
Der var dog mere stemning for et besøg på Red Lobster, der er en anden restaurationskæde, der har specialiseret sig i retter med hummer og andre skaldyr.
Turen derover foregik med Uber – vi var 10 personer – så vi fordeltes i to biler.
Hver Uber-bil kostede små 120 kroner for en tur på 10-12 minutter.
Og tilbage på hotellet var der en uformel reception hos Ken Ecce.
Vi skulle hjælpe ham af med noget han havde købt for meget af.
Min hjælp sluttede 00.30 – de fleste andre noget senere!