TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Rejsebrev – Calling Gordon Ramsey

af | Nyheder

Restaurationen på The Red Mile kan i den grad bruge Gordon Ramsey til at få strammet op i såvel betjening som opbygningen af en buffet. Og så mødte vi nogle andre danskere.

Årets største løbsdag på The Red Mile er Kentucky Futurity-dagen – alt er tidligt udsolgt i banens restauration, der her kaldes The Club House.

Man ved altså nøjagtig, hvor mange personer, der vil komme.

Alligevel er der udsolgt af en af tre hvidvine på kortet blot 36 minutter efter starten til 1. løb.

Og her er der hverken tale om en dyr eller meget dyr vin, men en vin til 50 dollars!

Buffeten var håbløst opstillet med tallerkener placeret efter forretterne.

Du skulle altså hen til tallerkenerne – og så gå tilbage og stille dig i kø.

Omvendt kunne du selvfølgelig også springe forretterne over, men det var vel ikke meningen!

Jo, Gordon Ramsey kunne virkelig bruges her!

Første mand ved buffeten – Bo Westergaard!

Hvad var der så på buffeten?

Forretterne bestod af bl.a. af salat, store rejer og en hummer-pasta salat.

De varme retter var bl.a. svinemørbrad, forskellige slags kartofler i fad, Prime Rib, der blev udskåret, og så var der et helt bord med forskellige pastaer.

Desuden et stort kagebord samt et par bowler med hhv. hvid og rød sangria.

Pris 39.95 dollars – og det var der vel ikke noget at sige til.

Selv om vi havde bestilt en uge forinden og var blevet lovet et vinduesbord, så blev vi placeret i et hjørne af restauranten.

Når det skulle være var det fint nok, for vi sad bekvemt i forhold til en stor TV-skærm.

Vi var ikke de eneste danskere på The Red Mile.

Maria Morin og Julie Liv fra Mosson.

Julie Liv og Maria Morin, der har lavet appen, Mosson – et informationsværktøj for træningsstalde – var også på plads, og havde været i Lexington siden tirsdag som en del af et svensk rejseselskab på en tur arrangeret af Travronden.

Mosson-appen har haft en svær fødsel i Danmark, men man er ved at få godt fat i udlandet, og under deres besøg i Kentucky har man solgt en licens til træner Paul Kelley.

-Dermed har vi klienter i syv lande, fortalte Julie Liv.

Eftermiddagens store sportslige oplevelse var selvfølgelig Greenshoe, der kunne nøjes med at vinde i 1.09,1 i Kentucky Futurity, men også 4-årshoppen Manchego, der vandt et hoppeløb i ny verdensrekord for 4-årige hopper i 1.07,7 var en oplevelse.

Manchego (Muscle Hill), der trænes af Nancy Johansson, blev kørt til sejr af australske Dexter Dunn, der på få år har skabt sig et stort navn som kusk i USA og Canada.

Vejret – ja, som jeg skrev i det seneste rejsebrev er det slået om.

Søndag stod vi op til et øsende regnvejr, men det holdt da heldigvis op henad morgenen, og det betød, at man kunne skrabe det øverste lag af, af den røde belægning som banen har fået navn efter.

Eftermiddagen bød på lette byger, men heldigvis betød det ikke noget for de sportslige præstationer.

Hjemturen til Welcome Hall foregik med Uber og var billig – 30 dollars omkring 300 kroner – for en tur på 25 kilometer og en halv times køretid.