Chicago og O’Hare lufthavnen stillede atter til problemer for ”den gamle redacteur” på hjemrejsen fra Lexington.

Sidste dag i Lexington – gruppen skulle hjem på tre forskellige måder. Nogen fra Lexington over Atlanta og Amsterdam.

Andre fra Cincinnati til La Guardia i New York og videre fra JFK til Amsterdam.

Redacteuren, der var sidste mand, der forlod Welcome Farm omkring klokken 14.00, mandag skulle flyve fra Lexington til Chicago og direkte til København.

Logistikken var på plads.

Trioen, der skulle flyve via Amsterdam, blev kørt til Lexington ved 9.30-tiden og samtidig kunne jeg hente den ene bil, der var blevet træt på The Red Mile efter de fine væddeløb søndag.

Klokken 11.00 var der trav fra Aalborg og halvanden time senere tog Cincinnati-drengene så afsted.

Som nævnt sagde jeg farvel til Welcome Farm – af træneren også kaldet ”junglen” på grund af de mange insekter – især edderkopper, han stødte på og som han tilsyneladende havde en vis tiltrækningskraft på.

Er kommet til at tænke på, at han – Bo Westergaard – må have kælenavnet Spiderman i fremtiden!

Inden lufthavnen skulle jeg tanke bilen op og jeg fandt en Shell rimeligt tæt på Bluegrass Air port.

Ingen problemer med at aflevere bilen ved Alamo.

For en uges billeje har jeg givet omregnet 1.800 kroner med alle forsikringer – og blev endda opgraderet til en sekscylindret VW Atlas med plads til 7 personer – og 1 kuffert!

En utrolig dejlig bil med alle moderne fiksfakserier.

Indtjekning gik let i Lexington – bortset fra at jeg ikke kunne få et boardingkort til rejsen Chicago – København.

Da jeg var udstyret med SA PRE, der betyder, at man kan gå gennem security uden at tage sko, bælte eller computere op ad tasken, gik det let at komme ind.

Da vi skulle boarde, var der dog nogen problemer, og jeg blev kort holdt tilbage, men fik så lov til at gå ombord.

Det skulle senere vise sig, at det var der en årsag til at maskinen sagde ”bip” og en rød meddelelsen kom op.!!

I flyet mødte jeg Michael Fröjdholm, som også skulle med SAS-maskinen hjem.

Flyturen til Chicago med United tog en lille time, og undervejs blev der budt på gratis kaffe, vand eller sodavand samt en snack eller to.

Her kan SAS på Go godt lære noget!!

I Chicago ankom vi til Uniteds Terminal 1, og så var det ud og finde den gratis terminalbus.

De kører meget ofte, så det var intet problem.

Der er en god bid vej til terminal 5, der er udenrigsterminalen i Chicago.

Ingen kø ved SAS, men jeg kunne ikke tjekkes ind, trods gentagne forsøg.

Den flinke dame måtte ind bagved for at få hjælp.

Lidt efter kom hun ud og sagde: – Det varer lige et par minutter.

Det gjorde det så også – mange flere til.

I Chicago kunne de ikke forstå, hvordan jeg var blevet tjekket ind hos United i Lexington.

Det burde ikke kunnet lade sig gøre, idet American Airlines havde ændret min booking i forbindelse med al balladen den 27. og 28. september, da jeg ankom.

-Vi arbejder på det – gå lige en tur!

-Der arbejdes på det. – Kan det virkelig være rigtig, at du er fløjet fra Lexington til Chicago?

-Må vi se din billet?

-Må vi se den billet som American Airlines lavede til dig?

-Har du indskrevet bagage nu?

-Det skal nok blive i orden. Bare vent lidt endnu.

-Må vi lige se billetten fra American Airlines igen?

Og sådan fortsatte det i over en time.

Så havde man – vistnok med hjælp fra København – fået genoprettet min oprindelige booking. Jeg blev tjekket ind og…

-Hvad med en opgradering efter al den ulejlighed? Spurgte jeg.

Desværre – kun mod kontanter eller points, lød svaret!

Sic?

Og nu sidder jeg i SAS -loungen i O’Hare og venter på at vi skal boarde inden for en times tid.

Nogle spændende og interessante dage nærmer sig afslutningen.

Jeg håber, at jeg med mine rejsebreve og artikler i øvrigt fra Lexington har givet et indblik i, hvad det er der sker i Grand Circuit-ugerne med væddeløb og auktioner.

Det kan kun anbefales at tage turen til Lexington!

Men nok uden om Chicago!!