I Breeders Crown-finalen for de 3-Ã¥rige hingste/vallakker havde Reijo Liljendahl to heste med og det hele endte med en kamp mellem disse to.
Eller kamp kunne man vel næppe kalde det for Grant Boko (Ready Cash) førte hver en meter og i opløbet var han stensikker vinder, mens Policy of Truth efter dødens hele vejen sled sig til andenpladsen.
Løbet blev – for de to – gjort lidt lettere kort efter start, da Kriteriumsvinderen Deimos Racing galopperede og samme skæbne overgik Electric Light efter 800 meter.
Valley Brodde forsøgte et behjertet angreb over de sidste 600 meter, men nåede aldrig rigtig frem til de to, hvor Grant Boko var suveræn på 12,9/2140 auto for Ulf Ohlsson før Policy of Truth og med Monark Newmen som tredje efter et løb i vinderhullet.
Grant Boko har bare startet ni gange, hvoraf de fem er endt med sejr og totalt fordoblede han sin præmiesum til godt og vel 1,6 mill. SEK.
Det var ellers lige ved at det IKKE var blevet Grant Bokos dag for i en omstart galopperede han fra start, nåede at blive sat igen, men havde så generet en bagvedliggende ekvipage.
Start til mål
Favoritten Tobin Kronos galopperede fra start i Breeders Crown for de 4-årige hingste/vallakker og så var den dag forstyrret.
Adrian Kolgjini satte alt på et bræt fra start og kørte til spids med Target Kronos (Raja Mirchi) i kamp med Day or Night In, der galopperede i forsøget på at holde fronten.
Siden blev det 10,2/500 og 14,2/1000 indtil Target Kronos bare forlod Isor Håleryd i opløbet til let gevinst på 12,5/2140 auto til over 31 gange pengene, mens Isor Håleryd var toer før In Vain Sund.
Target Kronos tog her sin 8. sejr i 35 forsøg og i penge er det med sejrspræmien i dag blevet til godt 1,7 mill. SEK.