Den svenske privattræner Daniel Redén har mange fine amerikanske traver i sin stald –  to af dem imponerede i V75-løbene pÃ¥ en vanskelige UmÃ¥ker-banen lørdag eftermiddag.
Gennem de seneste år har svenske Stall Zet investeret millioner af kroner i svensk og amerikansk travsport, og resultaterne har også været fine.
Lige nu er staldens stjerner den tredobbelte verdensrekordholder Delicious, som vi så vinde sæsondebuten i torsdags, samt de to hingste Propulsion og Daley Lovin, der begge vandt suveræne sejre i går.
Propulsion (Muscle Hill), der blev indkøbt på The Meadowlands-auktionen i fjor for 210.000 dollars har ikke bestilt andet end at vinde siden den kom til Sverige, fortsatte sejrsrækken med en overlegen sejr, selv om den for første gang startede over 2640 meter auto.
Propulsion med Ôrjan Kihlström vandt i 1.14.1a/2640 m efter at have taget pynten af længe førende Only One Winner, der sluttede uplaceret.
Propulsion var storfavorit til odds 1.43.
Daley Lovin (Conway Hall) med Erik Adielsson slog for anden gang i træk Volstead med Ôrjan Kihlström.
Volstead, der var favorit til 17:10, var ude i en meget hård åbning for at forsvare spidsen – 1.06.5/500 m – og det kostede nok for mange kræfter.
I hvert fald kunne den ikke svare Daley Lovin med Erik Adielsson, da denne kom i angreb opløbssvinget rundt.
Ned gennem opløbet trak Daley Lovin fra til klar sejr i 1.12.9a/2140 m, mens Volstead besatte andenpladsen i 1.13.3.
Efter lørdagens løb er Stall Zet svensk travsports mest vindende hesteejer i år med 4.985.099 SEK. Det er foreløbig blevet til 32 sejre.