TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ready Teddy var klar!

af | Nyheder

Med to anonyme resultater i bagagen var troen på at Jessica Long-trænede Ready Teddy med Shane Karlsson skulle vinde The Macallan Dansk Derby ikke stor, men den svenske hingst kunne føre derbyet stort set fra start og til mål.

Ready Teddy med Shane Karlsson vinder The Macallan Derby 2020.
Foto Burt Seeger

To starter på Bro Park, hvor Ready Teddy sluttede uplaceret på såvel dirt som græs og slået med mange længder, var ikke umiddelbart noget, der indikerede en form, der skulle kunne række til sejr i Dansk Derby.

Men træneren Jessica Long har haft en plan med Ready Teddy – og den plan, nemlig at vinde Dansk Derby – gik hjem.

Planen gik ud på at satse på at få spids fra start – og blive der.

At samtidig Ready Teedy havde trukket boks 10 – som Shane Karlsson i sit stille jeg havde ønsket sig – ja, det var en ekstra bonus.

Så fra start satsede Shane Karlsson og fik bragt Ready Teddy til spids, og førte i et godt tempo.

Ready Teddy fører feltet rundt i tribunesvinget. Foto Burt Seeger

Løbets favorit, Patrick Wahl-trænede Silent Night med Per-Anders Gråberg lå velplaceret som fjerde-femte i feltet, hvor det bedste dansktrænede håb, Marc Stott-trænede Honour Code med Oliver Wilson kom frem udvendigt, og i sidste del af opløbssvinget satte Ready Teddy under pres.

Også Niels Petersen-trænede Careless Whisper med Carlos Lopez var med fremme i opløbets begyndelse, og det blev til slut den, der var nærmest Ready Teddy.

Men Ready Teddy kom de aldrig i nærheden af, og den vandt let med ¾ længde foran Careless Whisper, der kunne – hvis den havde vundet – været blevet den første maiden der vinder Dansk Derby siden Four Socks i 1969.

Tredjepladsen var der hård kamp om.

Længe så det ud til at Silent Night skulle blive nummer tre, men distancen var nok i overkanten for hende, og på de sidste meter gik Brian Wilson-trænede Malekha med Adries de Vries forbi. Honour Code tog den sidste præmie.

Jessica Long og Shane Karlson efter Ready Tedddys derbysejr.
Foto Burt Seeger

Vinderen ejes af Benny ”Abba” Anderssons Chess Racing AB, der her fik sin anden sejr i Dansk Derby.

Første sejr skaffede Sibelius med Mark Larsen i 2004.

Den blev trænet af Caroline Strömberg – Jessica Longs moder!

Ready Teddy er opdrættet af Chess Racing og efter Maxios, der står på Coolmore og koster 6.000 Euro.

Moderen til Ready Teddy, Jive er godt nok franskregistreret, men født i Sverige som datter af tyske Sabiango og svenske Präriens Drottning, som vi så flere gange på Klampenborg, hvor hun bl.a. var nummer to i såvel Mowerinaløb, Larch Ærespræmie og Dansk Oaks!

Jive var selv en fin væddeløber, der tjente 1.1 mio SEK. – hun var til start i Dansk Derby 2011, hvor hun sluttede på en syvendeplads, slået med fire længder fra vinderen, en anden hoppe Tigress Eleven.

Ready Teddy er Jives tredje afkom og allerede inden derbysejren – det klart bedste.