Ready Cash og Love You på The Meadowlands
Det hører til sjældenhederne ,at to af Europas bedste avlshingste, Ready Cash og Love You har afkom til start i USA, der vinder løb på samme bane, men i nat skete det på The Meadowlands.
Svenskfødte Zephyr Kronos (Ready Cash – Orange Kronos v. Yankee Glide), blev allerede som åring solgt til en ejergruppe hos Jimmy Takter.
Efter to starter som 2-åring har den nu 3-årige hingst virkelig rullet sig ud i år, og fredag aften, lokal tid vandt den sin tredje sejr i år på The Meadowlands med Jimmy Takter i sulkyen.
Zephyr Kronos var storfavorit til odds 1,30, men måtte dog kæmpe med Dawson Spring (Cantab Hall) med David Miller før sejren var i hus.
De fik begge noteret 1.10.6, hvad der var ny rekord for Zephyr Kronos.
Med førstepræmien på 5.500 dollars har den nu tjent 19.085 dollars i år i fem starter.
ZephyrKronos er første afkom efter Orange Kronos 1.13.0 – 302.418 SEK – i Dame Kronos har hun samme moder som bl.a. Spartan Kronos (Muscle Hill) 1.10.3 – 2.4 mio SEK.
Lindy Farms, der gennem mange år har været en af USA’s større opdrættere, har forsøgt at være fremsynet og har bedækket flere hopper gennem årene med franske hingste.
Det hidtil bedste resultat er der nu 4-årige International Moni (Love You), der er en af årgangens topheste med rekord 1.09.5 og en indtjening på 730.872 dollars.
Nu har Lindy Farms en ny Love You-søn på vej, nemlig den 3-årige Eurobond, der var den anden ”franske” vinder på The Meadowlands fredag.
Euro Bond trænes og køres af Domenico Cecere, og den vandt overlegent med syv længder i 1.10.6 – præmie 4.500 dollars.
Moder til Eurobond er True Diva (Valley Victory), der er en helsøster til avlshingsten Lindy Lane.
Hun har tidligere født bl.a. Lindy’s True Grit (Cantab Hall) 1.09.7 – 503.638 dollars.