TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Readly Express suveræn i PDA-test

af | Nyheder

Den svenske tophest Readly Express er klar til Prix d’Amerique efter en sikker sejr i Prix Tenor de Baune.  Til gengæld svensk nedtur i dagens andet kvalifikationsløb, Criterium Continental.

Readly Express – klar til Prix d’Amerique. Foto Gerard Forni

At Readly Express er en overhest, det er de fleste vist enige om, og efter søndagens sejr i Prix Tenor de Baune er den 5-årige Ready Cash-søn ikke blot klar til Prix d’Amerique, men må også anses for at være en alvorlig konkurrent for forhåndsfavoritten Bold Eagle.

Readly Express blev tidligt sendt i spids af Bjørn Goop, og herfra styrede Goop løbets udvikling. Det lykkedes faktisk Goop at få lavet løbet op til et supersprint, hvor der kun blev løbet de sidste 500 meter.

Her kunne ingen følge Readly Express, der sejrede sikkert i 1.12.9/2700 m foran endnu en svensktrænet hest, Treasure Kronos med Gabriele Gelormini, der lukrerede på en fin rejse i ryg. På de næste pladser kom de franske Charly du Noyer med Yoann Lebourgeois og Carat Williams med David Thomain, begge i 1.13.3, mens VM-vinderen Twister Bi med Alexandre Abrivard aldrig kom ind i afgørelsen og sluttede på femtepladsen i 1.13.4.

Readly Express, der trænes af Timo Nurmis har nu startet 23 gange i karrieren og har vundet 20 sejre!

Søndagens sejr var 54.000 Euro værd, og gav som nævnt startret i Prix d’Amerique.

Her har bookmakerne den pt til odds 7.00 og tredjefavorit efter Bold Eagle til 2.50 og Propulsion til 6.50. Propulsion starter næste søndag mod Bold Eagle i Prix du Bourgogne.

Det var Readly Express – og så de andre i Prix Tenor de Baune. Foto Gerard Forni

Det blev altså dobbelt svensk Prix de Tenor de Baune, men i dagens andet løb, hvor vinderen kunne opnå startret i Prix d’Amerique, blev det svensk nedtur.

Ganske vist var såvel Rajesh Face med Christoffer Eriksson som Makethemark med Bjørn Goop godt med fremme med 500 meter tilbage.

Makethemark overtog endda føringen, men ind i opløbet var det slut med kræfterne.

I stedet blev løbet nu en ren fransk afgørelse og med tre hopper på de første pladser!

I Criterum Continentale speeder Doria Desbois bedst af alle og vinder foran Draft Live. Foto Gerard Forni

Doria Desbois (In Love With You) med Mathieu Abrivard sluttede bedst af, af alle og tog sin tredje sejr i træk i flotte 1.10.7a/2100 m foran Draft Live med Eric Raffin og Delia de Pommereux med Sylvain Roger, begge i 1.10.8. Løbets favorit. Django Riff med Yoann Lebourgeois blev nummer fire efter en lidt hård rejse i 1.11.0.

Inga In Heaven med Franck Ouvrie blev bedste svensker på en sjetteplads i 1.11.2 – Rajesh Face nummer ni i 1.11.3 og Makethemark nummer 12 i 1.12.1.