TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ravenna til Nordjylland

af | Nyheder

Ravenna med Åke Svanstedt. Foto: Kanal 75

Ravenna er blevet solgt til Stutteri Times i Hjallerup.

Dobbeltmillionæreren Ravenna er netop blevet solgt til Marianne og Jens Brix Pedersen, Stutteri Times.

Efter flere år i såvel svensk, fransk og italiensk træning, hvor Ravenna bl.a. har vundet seks løb i Frankrig og tjent masser af penge, vendte Legendary Lover K-sønnen i fjor “hjem” til sin tidligere træner, Thomas Fischer, men nu er turen altså gået videre til Nordjylland.

Thomas Fischer vandt bl.a. Jydsk 3-årings Grand Prix med Ravenna (1.10,9a-2.563.000 kr).

-Det startede egentlig med, at jeg ringede til Thomas Fischer for at spørge til Shaded, som han havde til salg, men den var desværre solgt, fortæller Marianne Pedersen.

-Jeg sagde, at vi var på udkig efter en afløser for Lamækomte, der falder for aldersgrænsen til Nytår, og så spurgte Thomas om vi kunne være interesseret i at købe Ravenna.

-Jo, det var vi da bestemt og i tirsdags var vi så ovre for at hente ham.

-Nu skal Ravenna lige falde til hos os og vi skal lære ham at kende, men han virker i hvert fald godt tilpas, så vi håber selvfølgelig at han kan blomstre lidt op hos os – primært som formløbshest for Jens. Næste år er det så også planen, at han skal bedække vores følhoppe, Moniatimes.

-Vi har selv opdrættet Moniatimes (Mr Flirt), der i sin tid blev eksporteret til Norge, men hun havnede siden hen i Nordsverige. Hun kom så “hjem” i fjor og vi har forsøgt at bedække hende både i 2016 og i år, men uden held, så nu prøver vi med Ravenna næste år, slutter Marianne Pedersen hvis bedste opdræt til dato er Excuse Me (1.15,9a-251.000 kr).