TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ravenna nummer tre i Firenze

af | Nyheder

Danskejede Ravenna med Enrico Bellei besatte søndag eftermiddag en tredjeplads i det italienske storløb Gran Premio Duomo.

Ravenna var spillet til næstfavorit i løbet, der havde Nephanta Lux med Alessandro Gocciadoro som favorit.

Bellei forsøgte at tage en flyvende start fra spor 1, men det lykkedes ikke helt for ham at få det til at passe, og i stedet var det stor-outsideren Pacha dei Greppi med Antionio Greppi der tog spids fulgt udvendigt af storfavoritten Nephenta Lux. Ravenna lige efter.

Nu kunne man tro, at Nephenta Lux ville blive sluppet til spids af en hest, der stod til små 37 gange pengene, men nej.

Nephenta Lux blev hængende ude i sporene i et højt tempo, mens Ravenna fulgte med i inderbanen i ryg.

Nephenta Lux havde udspillet sin rolle med 500 meter tilbage, og så kunne man tro, at bordet var dækket for Ravenna.

Men det var det ikke.

Foran kunne Pacha dei Greppi (Juliano Star) fortsat holde tempoet oppe, og den kunne holde hele vejen hjem til sejr i ny løbsrekord 1.11.6a/1600 m, mens Ravenna kort før mål måtte se sig slået til tredjepladsen af den tyske derbyvinder, Dream Magic Be med Federico Esposito, der besatte andenpladsen i 1.11.7. Ravenna på tredjepladsen noteredes for 1.11.8. Tredjepladsen var 7.200 Euro værd.

Det var noget af en affyring med denne Pacha dei Greppi, der overvejende har været startet i amatørløb med ejeren.

Pacha dei Greppi, der trænes af Holger Ehlert, er 6 år gammel og forbedrede sin rekord fra 1.12.1 til 1.11.6!

Der var 27.600 Euro i førstepræmie.