Den 9-årige svenske, men danskejede hoppe Quintessense sluttede tirsdag aften sin løbskarriere ved at vinde på Jägersro.
Spids og slut!
Det var opskriften på sejr til Quintessense med Flemming Jensen i V65-finalen på Jägersro tirsdag aften.
Den 9-årige hoppe sejrede i 1.12.9a/1640 m og med førstepræmien på 60.000 SEK slutter hendes samlede indtjening på 448.423 SEK.
52 gange var Quintessense til start – hun vandt 12 sejre og satte rekord 1.12.0.
Quintessense, der ejes af Leif hansen og Tony Henriksson, indledte karrieren hos Ken Ecce, men kom i april 2015 i træning hos Flemming Jensen.
Quintessense er efter Varenne – Heavenly Face v. Viking Kronos – hun blev i 2010 som solgt åring på Kriterie-auktionen for 130.000 SEK.
Quintessense er bedste afkom efter moderen Heavenly Face – og med Varenne som fader og Viking Kronos som morfader må hun siges at være en spændende følhoppe.