TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Pulveriserede Hohnecks rekord

af | Nyheder

I fjor satte Hohneck løbsrekord med 1.10.8/2175 m volte i Gruppe II-løb Prix Jean le Gonidec – lørdag eftermiddag forbedrede Idao de Tillard løbsrekorden med 1.1 sekunder!

Idao de Tillard (Severino) – den franske 5-åring der var blandt storfavoritterne i årets Prix d’Amerique – viste storform, da den lørdag eftermiddag vandt Prix Jean le Gonidec på Vincennes sikkert i ny løbsrekord 1.09.7/2175 m efter at have afsluttet i 1.07.1 de sidste 200 meter!

Dermed forbedrede den Hohnecks løbsrekord fra i fjor med ikke mindre end 1.1 sekunder!

Faktisk var de fem første heste i årets udgave af Prix Jean le Gonidec under Hohnecks løbsrekord – femtehesten Igrec de Celland løb 1.10.7.

Løbets nummer to, Ideal Ligneries (Repeat Love) med Franck Nivard noteredes for 1.09.8, og også tredjehesten Izoard Vedaquais (Bird Parker) med Alexandre Abrivard var under 1.10-mærket med 1.09.9.

Idao de Tillards notering er dog ikke absolut banerekord på distancen – den har Face Time Bourbon fortsat med 1.09.4.

Vinterens store hest på Vincennes, Ampia Mede SM, der trænes af Fabrice Souloy og køres af Franck Nivard, er tilbage i løbene og vandt et andet Gruppe II-løb med 120.000 Euro i samlet præmiesum, Prix Chambon P i 1.13.4/2700 m.

Der var også to Gruppe II-løb, hver doteret med 120.000 Euro for 4-åringer, og dem tog Jean Michel Bazire sig af.

Først med hoppen Joumba de Guez (Carat Williams) i 1.12.6/2700 m foran Tomas Malmqvists Jazzy Perrine med Eric Raffin i 1.12.8 og siden med hingsten Jushua Tree (Bold Eagle), der vandt i 1.12.5/2700 m.