Den første weekend i juli måned har i snart mange år været centrum for provinsens største travsportsweekend, og sådan er det også i år.
Det er både sportsligt og omsætningsmæssigt årets højdepunkt for Danmarks næstældste travbane, Jydsk Væddeløbsbane, når Jydsk 4-årings Grand Prix -weekenden afvikles.
Hvert år samles den danske elite i denne weekend på banen i Aarhus, og det sker også i år.
Mens hovedløbet, Tuborg Jydsk 4-årings Grand Prix søndag eftermiddag har en klar favorit i Axel med Rene Kjær, så er der anderledes spænding om udfaldet i eftermiddagens Hoppe Grand Prix, hvor ingen af de tre vindere af kvalifikationsløbene, Amulet, Awesome Annie og Amalie Bork har skilt sig afgørende ud som storfavorit.
Hver især kan vi have vores favorit, men det ændrer ikke på, at løbet er åbent og at en helt fjerde måske skal tilbage i vindercirklen.
Tidligere år har man indledt lørdagens løb med et par galopløb, men det har man da heldigvis nu ændret, således at det er en ren travdag, der præsenteres i eftermiddag med start klokken 12.45.
11 løb er på programmet og hovedløbet, Tuborg Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix med en førstepræmie på 155.000 kroner køres allerede klokken 14.27!
Forinden kan man i 4. løb – start kl. 13.45 – se flere af kandidaterne til 3 årings Hoppe Grand Prix, der afvikles den 31. juli.
Her skal det blive spændende at se om Bombastic Design med Steen Juul har fundet storformen fra i fjor frem.
Omsætningsmæssigt er man i dag oppe mod 833.073 kroner i otte travløb i fjor.
Baneprogrammet til eftermiddagens løb kan downloades på dette link – klik her