Fra Allan Clausen, der er tidligere medarbejder på Væddeløbsbladet og Nordjyske Stiftstidende, har skrevet dette indlæg til Talerstolen .
Hestesporten skal fremtidssikre sit produkt
Godt at se, at det arbejde, der udføres af venner af hestesporten, med driftssikre Orla Hav i spidsen, tilsyneladende er blevet hørt på borgen. Selv hos minister Bertel Haarder.
Noget tyder på, at ministeren er blevet belært om, hvad Danske Spil tjener på spillet, og hvor lidt hestesporten selv får ud af det. Den erkendelse er første skridt til bedre rammevilkår for sporten, så den kan udvikle sig og skabe sin egen bæredygtighed. Det kan hestesporten ikke i dag, primært grundet den lille avance på spillet, og den deraf følgende manglende produktudvikling og markedsføring.
Når det så er sagt, skal hestesporten også kikke indad og med rettidig omhu kikke på, hvordan man  fremtidssikrer sit produkt og ikke blot maskinelt fremskriver den hidtidige kurs.
Er dette en driftstilskudstildeling med fremtid i ?
Tag fx et kig herunder på fordelingen af banernes driftstilskud for 2015, der som jeg ser og forstår det, stort set er en historisk betinget fremskrivning. Den synes slet ikke gearet til den aktuelle situation og de muligheder sporten har i årene fremefter, hvad fx angår antal opdrættere, startheste, trænere og amatører.
Spændet mellem banerne synes ganske voldsomt. Og bortset fra den omtalte historiske dimension, ved jeg ikke, hvad der ellers ligger til grund for tildelingerne.
Jeg savner nødvendige fremadrettede tilpasninger og beslutninger fra hestesportens politikere. Sporten bør styres og ledes med basis i sportens fremtidige bæredygtighed og ikke ud fra historisk betingede vilkår. Efter hvilke kriterier vil man således fordele fra 2016 og fremefter.
HFF har som bekendt netop spillet ud. Om det så er den rigtige medicin og den rigtige prioritering, der er udmeldt, skal jeg ikke kloge mig på, men strukturelle ændringer inden for hestesporten er nødvendige, også selv om, der arbejdes intenst med Christiansborg .
Fordelingen for 2015 ser således ud:
Banenavn:      Antal løbsdage:                             Tilskud pr. løbsdag:
Lunden             43 travdage                                   kr.  97.674
Klampenborg  22 galopdage                                 kr. 127.272
Århus                26 travdage + 4 galopdage         kr.  85.000
Odense             19 travdage + 1 galopdag           kr. 124.000
Aalborg             31 travdage + 1 galopdag           kr.  80.313
Skive                  25 travdage                                   kr.  92.000
Billund               20 travdage                                   kr.  97.500
Nykøbing          19 travdage                                   kr.  71.053
Bornholm         27 travdage                                    kr.  44.445
Bedste hilsner
Allan Clausen, Aalborg.