For andet år i træk kunne Face Time Bourbon med Björn Goop vinde Prix d’Amerique, og det skete i ny løbsrekord 1.10.8/2700 m. Davidson du Pont igen nummer to som i fjor, mens Gu d’Heripre blev nummer tre.

-Det var en krig, og vi havde mange problemer, men heldigvis løste det sig.
Sådan sagde Bjørn Goop efter han havde vundet en sikker sejr i årets Prix d’Amerique med Scuderia Bivans 6-årige Face Time Bourbon.
Parret gentog dermed sejren fra i fjor, og selv om Face Time Bourbon bestemt ikke fik noget foræret i år, så var sejren mere sikker end i fjor.
Tilmed kunne Face Time Bourbon sætte ny rekord for løbet med 1.10.8/2700 m – en forbedring af Bold Eagles rekord fra 2017 på 1.11.2.
Ikke mindst offensiv kørsel af Junior Guelpa bag Bahia Quesnot gjorde at Face Time Bourbon kunne sætte løbsrekord.
Ganske vist var der intet tempo pÃ¥ løbet fra start, hvor svenske Power med Robert Bergh tidligt var fremme, men den blev afløst af Bahia Quesnot – de første 1100 meter efter 1.13.3.
Men så kom der fart på.
I spids fyrede Junior Guelpa op under kedlen på Bahia Quesnot op ad bakken – Björn Goop passede på med at følge med i ryg på en andenplads, mens Jean Michel Bazire, der tydeligvis kun var interesseret i at have Face Time Bourbon foran sig, lå på en tredjeplads udvendigt.
Efter 1600 m var tempoet øget til 1.11.6 og efter yderligere 500 meter – altså efter 2100 m – var tempoet nu 1.11.2.
Og her var det, at Björn Goop sendte Face Time Bourbon til spids.
Parret tog omgående et par længder på konkurrenterne – Bazire forsøgte at sende Davidson du Pont efter storfavoritten.
Men toget var gået!

Foto Gerard Forni
Face Time Bourbon afsluttede efter 1.08.8 de sidste 500 meter og vandt sikkert i 1.10.8 foran Davidson du Pont i 1.10.9, mens Gu d’Heripre med Franck Nivard på en ganske pæn afslutning akkurat nåede forbi Delia du Pommereux med Eric Raffin til tredjepladsen – begge i 1.11.3. Femtepladsen klarede en tæt Bahia Quesnot hjem i 1.11.4 – kort foran Diable du Vauvert i samme tid.
Af de fire skandinaviske heste i feltet klarede danske Valokaja Hindø sig bedst på en 13.plads i 1.12.9, mens Power var sidst over mål i 1.17.1. De to norske, Moni Viking og Looking Superb galoperede begge og blev diskvalificeret.
Der var 450.000 Euro i førstepræmie til Face Time Bourbon, der nu har vundet Prix d’Amerique to gange.

Björn Goop har vundet løbet tre gange, mens Sebastian Guarato, der træner Face Time Bourbon, nu kan noteres for fire vinderheste.
Ready Cash, der selv vandt Prix d’Amerique to gange, er fader til tre heste, der tilsammen har vundet Prix d’Amerique fem gange!
Det er udover Face Time Bourbon og Bold Eagle, der begge har dobbeltsejret, også Readly Express.
Se eller gense Prix d’Amerique 2021 – klik her