TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Pressemeddelelse fra DTC og DH

af | Nyheder

Dansk Travsports Centralforbund og Dansk Hestevæddeløb har udsendt en pressemeddelelse i forlængelse af lørdagens VM-løb på Yonkers, hvor den italienske vinderkusk gjorde sig meget uheldigt bemærket med sin voldsomme drivning af Cokstile.

Dansk travsport var på flere måder repræsenteret, da der lørdag aften dansk tid blev afviklet The International Trot på Yonkers Raceway i New York. Løbet er også betegnet som det uofficielle verdensmesterskab for travheste og blev vist over det meste af trav-verdenen.

Det blev ikke til dansk succes i år, og i stedet blev et interessant travløb i dén grad skæmmet af en helt igennem utilstedelig drivning i opløbet af den italienske kusk, der sad bag vindende Cokstile. Alle, der holder af travløb, bør fordømme en sådan adfærd.

Den form for behandling af en hest er naturligvis forbudt i Danmark, og skulle det mod forventning ske, så vil straffen være særdeles hård.

Lørdagens hændelse sætter vigtigheden af en fælles indsats i relief, og vi vil fra dansk og andre landes side fortsætte arbejdet med at fremme hestevelfærden på alle niveauer. Der bliver lyttet reelt til dansk travsport, når vi sammen med ikke mindst vores nordiske broderlande mødes i Den Europæiske Travunion, UET, og det arbejde er ikke blevet mindre vigtigt efter årets udgave af The International Trot.

Egon Jensen – Formand DTC     

John Kirketerp – Formand Dansk Hestevæddeløb