TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Preben Munchs Mindeløb: Let for Attila

af | Nyheder

Gitte Madsen-trænede Attila med Rene Kjær vandt sikkert det ny indstiftede Preben Munchs Mindeløb på Jydsk Væddeløbsbane, men var under pres til 100 meter fra mål.

Ind i opløbet så det ud til at der skulle blive kamp om sejren i Preben Munchs Mindeløb.

Attila med Rene Kjær var i spids, men havde speedige Tourmalet med Jeppe Rask lige efter sig, og lidt ind i opløbet blev denne trukket ud til angreb.

Attila forsvarede sig tappert, men netop som det så ud til at Tourmalet havde fået et lille overtag, slog Attila for alvor kontra og Tourmalet gav helt op og galoperede en sikker andenplads væk.

Attila med Rene Kjær vinder sikkert, mens Tourmalet – næsten ude af billedet galoperer. Foto Ole Hindby

Nu blev det en overlegen sejr til Attila – langt mere overlegen end de to længder der står på dommerrapporten, for Attila sejrede i 1.16.4/2320 m, mens nummer to, Wilma Leggrowbach med Mads Hviid Nielsen besatte andenpladsen i 1.16.9/2340 m! Hun var altså omkring 30 meter efter i mål!

Tredjepladsen tog løbets mindst spillede hest, Theodora Garbo med Kaj Jensen sig af i 1.18.0/2320 m.

100.000 kroner i førstepræmie til Attila, der som nævnt trænes af Gitte Madsen i Billund og ejes af Stald NKLJ, som bl.a. tæller Kaj Jørgensen, Stald Pimax – ejer af sejrshesten Bandit Brick.

Gitte Madsen har kun haft Attila i sin varetægt siden den 1. november i fjor.

Ellers har hoppen – ja, for det er en hoppe på trods af navnet – været hos først Steen Juul og siden hos Nicolaj Andersen.

10 gange har Gitte Madsen sendt Attila til start – det blevet til 5 sejre og 164.500 kroner!

Et flot resultat.

Foto Ole Hindby

Attila er opdrættet af Ole Berg Thomsen, der også er opdrætter af aktuelle Takethem.

En anden fællesnævner for Attila og Takethem er den svenske avlshingst From Above.

Moder til Attila er den tyske hoppe, Frida, som Arvid Olsen havde stor succes med.

Frida døde i 2015 og har blot fire føl af hvilke Attila hidtil har været den bedste med en samlet indtjening på 226.100 kroner.

4-årige Catch me a Winner (SJ’s Caviar) lovede meget tidligt i sin karriere, men har endnu ikke fulgt løfterne op. Desuden er der Bernetta (Make it Happen) samt Verdi (Great Challenger).

Attila er som nævnt en hoppe, men de fleste forbinder nok navnet med Hunnerkongen Attila, der ifølge Wikipedia regerede datidens største rige i Europa fra år 434 til sin død år 453. Riget strakte sig fra Centraleuropa til Sortehavet og fra Donau til Østersøen.

Også i 2019 er der aftalt et Preben Munchs Mindeløb – og gerne med en større førstepræmie på f.eks. 100.450 kroner, sagde sponsoren og Preben Munchs søn, Preben Munch Kjærsgaard i et interview med Vagn Honum.

Og hvorfor så lige 100.450 kroner?

Jo, det var det beløb som Preben Munchs bedste hest gennem tiderne, Gulla Hanover vandt i karrieren, og som gjorde hende til den første hoppe i dansk travsport, der vandt over 100.000 kroner.

-Men det kan også blive et større beløb, sagde Preben Munch Kjærsgaard.