PMU’s millionspil havde store problemer
Fredag var tæt på at blive en meget sort dag for det franske spilleselskab, PMU fredag, hvor store problemer med spillecomputeren betød, at man måtte udsætte dagens 5+-løb i mere end to og halv time.
Problemerne for PMU startede allerede ved 13-tiden.
Klokken 13.50 skulle 5+ (Quintet-løbet) på Cagnes sur Mer afvikles, men på grund af de tekniske problemer blev løbet i første omgang udskudt en time. Og senere endnu en time til klokken 15.50.
Man besluttede sig til at afvikle dagens andre løb – såvel på Cagnes sur Mer som på Mauqenchy og Vincennes -programmæssigt, og med de puljer, der allerede var spillet ind i PMU og hvad der kom fra andre spiludbydere.
5+-løbet kom afsted klokken 16.24 og resulterede i en meget overraskende sejr til 10 Morsan, der stod til 52 gange pengene!
Kun en enkelt spiller havde løst den rigtige kombination – 10-5-15-14-12 og tog hele puljen på omregnet 1.3 millioner kroner.
DanToto opgiver ganske vist gevinsten til 4.2 millioner kroner, men det er for 2 Euro (15 kroner) – det vindende system var ifølge PMU spillet for en rækkepris på 0,32% – eller små 5 kroner.
Omsætningen i 5+ nåede 2.2 millioner Euro mod 3,0 millioner Euro dagen før.
I dag afvikles 5+-løbet på Vincennes klokken 15.15 og fra morgenstunden er der allerede spillet for omkring 300.000 Euro – 2.3 mio. kroner – i puljen.