Foreløbig har Danmark været værter ved fire Lunchløb i januar og februar måned – totalomsætningerne er store, men den danske omsætning svigter fælt.
På papiret er det flot med totalomsætninger på over 2 millioner kroner på de fire løbsdage på mandage, hvor der har været afviklet Lunchløb.
Men den danske omsætning følger ikke med og ligger i januar 30% under omsætningen på andre danske løbsdage og i februar er det endnu mere grelt, idet den danske omsætning på Lunchdage er 37% mindre!
Tilbagegangen i den danske omsætning er især markant på banerne, hvor baneomsætningen på de to Lunch-dage var 53% mindre end den gennemsnitlige baneomsætning på øvrige danske løbsdage.
Ser vi på det overordnede billede er gennemsnitsomsætningen pr. løb i februar steget med 2% (4.998 kr.), hvilket er en klar forbedring i forhold til tallene fra januar, hvor man oplevede en mindre tilbagegang på 0,7%.
4,9% færre afviklede løb betyder dog at totalomsætningen falder med 3% (765.022 kr.).
Den danske gennemsnitsomsætning pr. løb faldt med 5,3% (3.303 kr.), mens den udenlandske del tilsvarende steg med 4,4% (8.324 kr.).
