For første gang skal den dansk/norske succesjockey, Patrick Larsen køre løb på Lunden. Det sker i Derbyweekenden, hvor han har to køreture.

Patrick Larsen, der er ansat ved danske Kim Pedersen med licens ved Bjerke, kommer til Lunden i vinderform, idet han vandt et koldblodsløb i aftes på Bjerke.
Det var sejr nummer 24 i 174 starter i år.
På lørdag får Patrick Larsen sin debut på Lunden, hvor han kører Kim Pedersen-trænede Loveheart CO i 7. løb.
Dagen efter skal Patrick Larsen køre Jackson Cage i finalen i Summermeeting Lunden – parret vandt kvalifikationsløbet på Bjerke og vandt i øvrigt også den forrige start.