TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Panamera-køb blev dyrest solgte hest på PDA-auktionen

af | Nyheder

Ingen hest blev købt dyrere end følhoppen  Cere Josselyn, som danske Panamera Racing fik buddet på 130.000 Euro på ved Prix d ’Amerique-auktionen i Deauville.

Foto Arqana-trot.

Over to dage blev Prix d ‘Amerique-auktionen afviklet i auktionslokalet i Deauville, som tilhører auktionsfirmaet Arqana, der både sælger trav- og galopheste.

266 heste/bedækningsrettigheder blev solgt for en gennemsnitspris a 20.546 Euro – det er en fremgang på 3.5% i forhold i fjor.

Det er dog 11% under toppen, der blev opnået i 2019.

Cere Josselyn (Kaisy Dream) i fol ved Ready Cash og med følpenge betalte,  som Panamera Racing købte for 130.000 Euro, blev den dyrest solgte hest på auktionen, men der var andre, der blev budt højere op.

Ikke færre end tre heste blev købt tilbage for 300.000 Euro – Casualty of Love (Goetmals Wood), Just Love You (Love You) og Calypso di Poggio (Ready Cash).

Sidstnævnte er i dansk eje – Panamera Racing og Costa Stable – og der var bud fra salen på 280.000 Euro.

Som det nærmest er sædvane efter en auktion er der nu forhandlinger i gang om et salg af Calypso di Poggio med ”underbidder”.

Den højeste pris på auktionen var en bedækningsret i Face Time Bourbon, der solgtes for 170.000 Euro.

Udover købet af Cere Josselyn købte danske Jesper Hansen den 4-årige goldhoppe Ivy Crown (Love You) for 65.000 Euro, og Stald Sotto den 4-årige hingst, Isotope d’Am (Love You) for blot 9.000 Euro. Dens moder er søster til Dreammoko.

Isotope d’Am, der har været i træning hos Paul Hagoort, har startet tre gange som 2åring og vundet i 1.16.8a/2100 m på Wolvega.

Som åring solgtes den for 30.000 Euro i Deauville.

Se alle resultater fra auktionen på dette link – klik her