På Biddet: Skal opdrætterne præmieres for levende født føl?
Travsportens fødekæde starter hos opdrætterne – de laver spillebrikkerne, og dem er da i dag for få af. Måske kunne man stimulere antallet af danskopdrættede føl ved at gøre, som man gør i Frankrig!

Mindre end 500 travføl bliver der hvert år født i Danmark – det er langtfra toppen fra 30 år siden, hvor der fødtes med 1.500 føl i en årgang.
Et lavpunkt i moderne tid var 2017 med blot 367 føl – siden er det gået lidt fremad og 2020 var på 485 føl, men det er fortsat mindre end 2013-årgangen, der var på 527 føl.
Den nye avlsforening, Breeders Club forsøger at sætte gang i avlen herhjemme – bl.a. ved at tilbyde, at en opdrætter kan få bedækket sin hoppe gratis ved en international avlshingst mod at afkommet sælges som føl, og der herefter sker en fordeling af salgssummen efter en på forhånd indgået aftale.
Denne ordning kræver altså ingen større udlæg til hingstepenge og en betaling for afkommet sker allerede samme år det fødes.
En anden måde at stimulere opdrættet af danske travere på, kunne være at præmiere de danskregistrerede føl!
Ideen er hentet i Frankrig, hvor en opdrætter modtager 500 Euro pr indregistreret føl inden den 30. september i fødselsåret.
Det er dog ikke sådan at alle føl automatisk udløser denne følpræmie – kun afkom efter hopper, der er godkendte til avl og som er under 19 år, kan få følpræmie.
En sådan ordning er selvfølgelig ikke gratis – med 500 føl koster det 1.9 millioner kroner årligt, men det kunne være med til at understøtte interessen for opdræt af danske travheste!
Ja, og forhåbentlig udvikle den.