Så er der igen blæst omkring Det Danske Travselskab og Charlottenlund Travbane – kontroversielt har formand og næstformand suspenderet nye medlemmers stemmeret.
Hvis udenforstående med skepsis betragter det der sker og er sket omkring Charlottenlund Travbane de seneste år, er det fuldt forståeligt.
Situationen om banen har på sin vis efterhånden udviklet sig som noget nær en farce, men egentlig nok snarere en tragedie, hvor det synes at være personlige interesserer, der sættes i højsædet frem for at tænke langsigtet og ikke mindst tænke på travsportens fremtid i det Storkøbenhavnske område.
Dagens udsendelse af et brev pr mail til de medlemmer i Travselskabet, der er optaget siden sidste års generalforsamling om suspendering af deres stemmeret, er af sin art enestående.
Jeg har gennem årene været medlem af mange foreninger og klubber, men jeg har aldrig som i ALDRIG oplevet at et medlem, der er optaget af en siddende bestyrelse, har betalt sit kontingent og som ifølge klubben/foreningens vedtægter er stemmeberettiget på en generalforsamling, har fået suspenderet denne stemmeret!
Kom gerne med et andet eksempel herpå?
Det er anden gang inden for det sidste halve år der nu sættes spørgsmålstegn ved optagelsen af de medlemmer, der er sket i Travselskabet efter den ordinære generalforsamling i 2021.
Det fik i september den siddende bestyrelse til at bede advokat Martin Lavesen om at undersøge om de optagelser af nye medlemmer, som bestyrelsen havde foretaget, var sket i overensstemmelse med Travselskabets vedtægter.
Lavesen drog den slutning, at optagelsen af nye medlemmer var sket korrekt.
Det er altså de nye medlemmer – som Lavesen i sit notat indirekte har godkendt optagelsen af – som formanden Kaj Holm og næstformanden Morten Thanning Vendelø nu drager i tvivl, og tilsyneladende uden om den resterende del af Travselskabets bestyrelse, vælger at inddrage disse nye medlemmers stemmeret!
Det virker som om, det som Holm og Vendelø er ude i her, er en desperat handling for at sikre et flertal for det de står for til mandagens generalforsamling.
Men har to bestyrelsesmedlemmer mandat til at suspendere lovligt optagne medlemmers stemmeret?
Hvis nu Kaj Holm og Thanning Vendelø skulle have ret til at suspendere disse nye medlemmer, så melder et andet spørgsmål sig.
På den ekstraordinære generalforsamling den 27. januar hvor Kaj Holm blev indvalgt i bestyrelsen, havde nogle af de medlemmer, hvis stemmeret man nu vil suspendere, stemmeret.
Kaj Holm kan altså være valgt ind på stemmer, som han nu vil suspendere!
Bør dette valg i januar så ikke annulleres??
Nu må der snart komme en voksen og tage over, for denne farce kan ikke fortsætte.
Det er ikke Det Danske Travselskab værdigt, det der foregår.