En spiller løb med hele puljen i et tyndt besat V5-spil på Lunden – hvordan kunne det gå til? – Jeg har en teori. Og følg ellers med på en rundtur i travsportens verden.
Der var blot 38.220 kombinationer i søndagens V5-spil på Charlottenlund Travbane, men alligevel var der kun en enkelt spiller – en svensker fra Kalmar – der havde fundet frem til den rigtige kombination.
Inden sidste afdeling, hvor der startede 10 heste, levede 59 systemer, men ud af dem var der altså kun et enkelt der havde kryds ved Moses di Quattro og Jens Arne Hansen – i øvrigt et par, der havde vundet deres seneste start!
Også G Work Your Magic ville have udløst gevinst til ét system, mens Hyrdehøj Hurricane ved sejr ville have givet gevinst for 4-rigtige.
Det kostede altså 38.220 kroner at helgardere sig i V5-spillet søndag på Lunden, men det er der selvfølgelig ingen normalt tænkende personer der gør.
Tværtimod så tror jeg at med få hestene i løbene så spilles der mange ”gange-kuponer” fordi løbene ser favoritbetonede ud.
Det er jo sådan, at med små felter i dansk travsport så er nogle af hestene tigget med for at der kan blive løb, og det gør jo favoritterne større end de måske skulle være.
Så med små felter er min teori, at der spilles ”gangekuponer” frem for store kuponer – og derfor så vi så stor en gevinst som søndagens i V5 – ja, V4-gevinsten blev jo også i den høje ende.
Når der i eftermiddag er løb på Racing Arena Aalborg er der næsten tre gange så mange kombinationer, som der var på Lunden søndag.
100.800 kombinationer er der i Aalborg, hvor der er ni løb på programmet med start klokken 17.00.
I Finland jagter 12-årige T Rex (Great Challenger) sin karrieresejr nummer 60!
For nogle år siden så det ud ti at karrieren var slut for T Rex, men den er kommet stærkt tilbage – i fjor startede den 25 gange og vandt 9 sejre.
I år er det foreløbig blevet til 26 starter og 3 sejre.
De sidste to starter er resulteret i andenpladser.
T Rex, der er opdrættet af Bent Lindhardt, har i alt startet 176 gange, vundet 59 sejre, 31 anden- og 16 tredjepladser og tjent 411.027 Euro – det er omkring 3 millioner kroner. Rekorden er 101.5
VM-fodbolden fik Vincennes til at flytte søndagens program frem til start klokken 11.00.
Dagens 5+løb lå dog fast til klokken 15.15, men i forhold til i fjor droppede omsætningen alene i denne spilleform med 11%.
Det er atypisk for fransk travsport, der ellers kan melde om såvel øget spil samt flere tilskuere på banerne.
Der gøres da også en stor indsats for at tiltrække publikum.
Og vi bliver i Frankrig.
Forleden var der internetauktion hos auktionsfirmaet Auctav og her blev topprisen 45.000 Euro for en 4-årig hoppe Icecold efter Sam Bourbon – See You Soon v. Love You.
Icecold er som 3-åring godkendt, men ustartet og når hun alligevel kunne koste 45.000 Euro så er det fordi hun er søster til danske To Soon – der er moder til Ecurie D og Fascination.
Fascination er i øvrigt i år bedækket ved Ready Cash.
Den moderne teknik har for længst fundet indpas når det kommer til træning af væddeløbsheste.
Pulsmålere, GPS-ure, træningsskemaer, blodprøver etc. g der er dukker hele tiden nye ting op.
Mandag morgen modtog jeg en pressemeddelelse fra Jägersro, som fortalte om hvordan fire sensorer, der monteres på hestens ben, kan hjælpe en træner til at vurdere, hvordan hesten er i orden.
Systemet hedder Walkbeat Horses og de fire sensorer sender data til en App på mobiltelefonen. Derefter kan træneren aflæse data for hestens bevægelsesmønster.
-Jeg bruger den hver dag, siger Conrad Lugauer. – Den er let at anvende og det er let at forstå og analysere de data jeg får på telefonen.
Ideen med Walkbeat Horses er at skabe et mønster for hvordan hesten traver.
Resultaterne kan så sammenlignes fra træning til træning og små unøjagtigheder, der måske kan henføres til et begyndende problem, opdages på denne måde hurtigere end ellers.
I Appen får man informationer om
Hastighed
Frekvens
Skridtlængde
G-kraft
Takt
Balance
Tidsintervaller
Analyse af skridt, trav, venstre og højre galop
Intensitet.
Sensorerne er specielt lavet til hver enkelt ben.
Fagre nye verden!