TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet – 29.11.2018

af | 29. nov 2018 | Nyheder, På Biddet

Om det danske spillemarked, ATG og storspillere.

Den debat, der er opstået omkring forholdene på det danske spillemarked, kan være meget vanskelig for ikke-indviede at forstå og følge med i.

Jeg vil derfor prøve at kaste lys over den situation dansk trav- og galopsport er i efter liberaliseringen af spil på heste blev en realitet fra den 1. januar 2018.

For dig som toto-spiller er der egentlig ikke sket så meget.

Du kan fortsat spille som hidtil på banerne – frem til fornyelig var det dog ikke muligt at spille til f.eks. Sverige fra terminalerne på en dansk væddeløbsbane, men det er nu løst.

Du har også din spillekonto hos DanToto, hvortil der kan gøres spil til danske og udenlandske løb med totalisatorspil.

Den ændring du som hestespiller foreløbig har kunnet opleve er, at der nu udbydes fast odds på trav- og galopløb i ind- og udland.

Det gør hovedsageligt Bet25 og Oddset og i et mindre omfang, Unibet.

Jeg vil ikke udelukke at andre betting-firmaer også har udbudt fast odds på hestevæddeløb.

I forbindelse med liberaliseringen indgik Dansk Hestevæddeløb en samarbejdsaftale med Svensk Travsport om at ATG fremover skulle stå for hestespillet i Danmark.

Til gengæld vil Svensk Travsport og ATG komme med en pose penge hvert år, der vil stige efter en på forhånd aftalt skala, således den samlede danske hestesport ender på samme budget-størrelse som Jägersro-banen i Malmø.

Dette beløb sammen med et forhåbentlig større dansk spil til danske væddeløb skal erstatte den årlige udlodning som i fem år (startende fra 2018) kommer fra Kulturministeriet.

I dag sker finansieringen af dansk trav- og galopsport ved udlodningsmidlerne, tilskuddet fra Svensk Travsport samt de 8% som spillefirmaer, der udbyder spil i Danmark til danske løb, skal betale til Dansk Hestevæddeløb via Spillemyndigheden (en offentlig instans).

Dette set up betyder også, at alt spil der foregår fra Danmark og til udlandet tjener Dansk Hestevæddeløb ikke en krone på.

Og det er en svaghed i den nye lov, men det kan forhåbentlig rettes ved en revidering af loven – helst så hurtigt som muligt.

De 8% i afgift er samtidig også hæmmende for udbredelsen af fast-odds spil på danske hestevæddeløb, idet betting-firmaerne normalt arbejder med en tilbagebetalingsprocent på 90-92 i andre sportsgrene – og på udenlandske hestevæddeløb!

På danske hestevæddeløb er disse betting-firmaer allerede bagud med 8% før de kan begynde at forsøge at tjene penge!!

Og nu over til de problemer, der er gjort aktuelle!

Norge – her har ATG sat en ”salgspris” på danske hestevæddeløb så højt, at Norsk RiksToto har bakket fra at udbyde spil til alle danske hestevæddeløb til nu kun at gøre det på tidspunkter, hvor de ikke selv arrangerer løb.

Derfor er starttidspunktet klokken 17.00 kommet og begrebet Power Hour lanceret.

Det synes forkert, at ATG har skruet så meget på afgiften på spil til det danske løb over for RiksToto, men det er tilsyneladende deres ret.

At ATG og Dansk Hestevæddeløb – og for så vidt også DanToto ikke vil have noget at gøre med firmaet PGI – Premier Gateway International er forståeligt.

PGI er ganske vist ejet af toto-firmaer i Sydafrika og i Australien, men netop gennem disse moderselskaber, var ATG ude for at spillere fik ”rakeback”, når de spillede V75, og derfor løb med en del store gevinster.

Rakeback betyder – populært sagt – at du får rabat på dit indskud.

De udenlandske spillere, der fik måske op til 10% rakeback, kunne spille 10% flere kombinationer i jagten på 7 rigtige end svenske spillere, der ikke fik rakeback.

De udenlandske spillere havde altså en fordel frem for svenske spillere, og da det kom for dagen, afstedkom det megen kritik fra svenske spillere af ATG, der svarede på kritikken ved at lukke for et stort antal udenlandske samarbejdspartnere.

Derfor er ATG også meget forsigtig med at indgå nye aftaler over landegrænser.

Ovennævnte problemstilling kan meget vel også tænkes at være baggrunden for at spilleklubben, Jackpot Club alligevel ikke kan få en aftale med ATG og Dansk Hestevæddeløb

At ATG og Danske Hestevæddeløb ikke vil give DanTotos samarbejdspartnere billedrettigheder kan umiddelbart synes mærkeligt.

Men måske er det for, at når Bet25s nye firma for hestespil, der vil få navnet Derby25, kommer på banen, at man så selv vil lave aftalerne med disse udenlandske spillefirmaer.

Fra årsskiftet ejer ATG  Bet25 og Derby25 og på et tidspunkt i 2019 må de vel have en platform for totalisatorspil klar.

Hvornår vides dog ikke, men det er sikkert og vist, at DanToto har fået forlænget sin aftale med ATG om at fortsat at kunne udbyde spil til Sverige i 2019.