Efter Derbyweekenden – indtryk og bemærkninger
Mandag middag er indtrykkene fra årets Derbyweekend ved at sætte sig.
I lighed med tidligere år er det den største begivenhed i dansk travsport.
Større end vort internationale flagskib, Copenhagen Cup.
Her adskiller vi danskere os markant fra svenskerne og nordmænd, der slet ikke i samme udstrækning ser deres respektive derbyweekends som årets clou.
Det er derimod hhv. Elitloppet og Oslo Grand Prix, der er de klart største væddeløbsbegivenheder.
De to lande spillede dog godt med til vor derbyweekend, og i Sverige noterer man med tilfredshed, at omsætningen i søndagens V75-spil steg fra 18,7 mio. i 2017 til 19,6 mio. svenske kroner.
Nu er den svenske krone faldet med 10% i forhold til den danske siden Derbyweekenden i fjor, så den danske omsætning er trods alt – omregnet til svenske kroner – øget bare på grund af valutaforskellen!
Måske en del af forklaringen til fremgangen i Sverige, for ellers var der desværre en markant tilbagegang i omsætningen, når vi regner i dansk valuta.
Derbydagen i fjor havde en omsætning på 29.879.674 DKK, men den faldt i år til 27.256.783 DKK – altså omkring 2.5 millioner kroner.
Baneomsætningen på såvel Derbydagen som Hoppe Derbydagen faldt pr dag med omkring 400.000 kroner og fredag gik bagud med 80.000 kroner.
Det vil sige, at baneomsætningerne i derbyweekenden faldt med små 900.000 kroner i forhold til året før!!
Det er omkring 200.000 kroner i mistet indtægt for Charlottenlund Travbane!
Men stemningen på Charlottenlund Travbane i Derbyweekenden er fantastisk, og her er der ingen negativ udvikling, selv om der selvfølgelig var skønhedspletter som den manglende rengøring af den åbne tribune og mangel på spillekuponer.
Det sidste blev dog rimeligt hurtigt rettet, men det første punkt burde ikke findes – især ikke når man taget 150 kroner i entre!
Fik derbyet den rette vinder?
Man kan i hvert fald fastslå, at Chock Nock var den hest, der var bedst på dagen og at den vandt trods en rejse udvendigt på den førende de to sidste kilometer!
Cuba Libre Ice skuffede endnu engang og er langt fra den form og de løfter, den gav i fjor, og Confidence burde vel have afgjort løbet til sin fordel, da den fik angrebsplads tidligt i opløbet efter at have ligget i vinderhullet bag Cuba Libre Ice.
Cool Shadow havde alle muligheder efter et løb i ryg på Chock Nock, men manglede lige det sidste i at fange feltets mindste hest.
Vel ikke helt uventet blev Come On Hugo for tændt og galoperede kort efter start.
Chock Nock kom sammen med Cocky med i DanToto Dansk Trav Derby på wild card.
Det er anden gang en Wild Card-hest vinder Derbyet. Den første var Chopin Toftebjerg i 1999.
Jeg finder det fortsat forkert, at der gives ekstra chancer for kvalifikation til udvalgte heste.
Det bør være resultatet af Derbyprøven alene, der bestemmer, hvem der starter i Dansk Trav Derby!
Og hvorfor så det?
Jo, for Derbyprøven er nødvendig for at begrænse antallet af startende heste i derbyet.
Ergo, så bør resultaterne herfra også være eneste mulighed for at komme med i Derbyfeltet.
Jeg hører da også, at der kan være en ændring på vej omkring systemet med Wild Cards – og godt for det!