TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet – 27.07.2018

af | Nyheder

Nu går det løs i USA – Mønster i Tyskland – Juel i Frankrig – bundrekord i anmeldelser

Nu går det for alvor løs med storløbene i USA, idet nedtællingen til The Hambletonian Stake og Hambletonian Oaks er i fuld gang.

Mens verdens største travløb, The Hambletonian Stake afvikles med forsøg og finale samme dag – lørdag den 5. august – får hopperne en hel uge til at restituere sig, mellem forsøg og finale, idet der køres forsøg lørdag aften på The Meadowlands.

Men det er ikke kun de amerikanske 3-åringer, der er fokus på.

2-åringerne to storløb, Peter Haughton Memorial (hingste) og Jim Doherty Memorial (hopper) afvikles også i næste uge, og her var det meningen, at der skulle have været forsøg til såvel hingste som hoppeløbet i denne uge.

Imidlertid blev der kun meldt 10 heste til Peter Haughton Memorial, og det, er hvad der kan være bag startvognens vinger på The Meadowlands, mens der blev anmeldt 19 hopper til Jim Doherty Memorial. Derfor køres der i nat to forsøg, hvorfra de fem bedste fra hvert løb går videre til finalen.

Father Patrick, der har sin første årgang på bane, har flest afkom til start i de to hoppe-løb, nemlig 5.

En anden ny hingst, Trixton har 4 – det samme har Muscle Hill. Donato Hanover har 2, mens Chapter Seven, E L Titan, Explosive Matter og Muscle Massive hver har et enkelt afkom til start.

I nat starter Gunner Christiansens 3-åring, Shoshie Deo (Wishing Stone) I et ordinært løb på The Meadowlands – der er en samlet præmiesum på 12.000 dollars.  Dewayne Minor kører igen.

I aften er Knud Mønster to gange til start på Mariendorf-banen i Berlin som gæstekusk bag hhv. Glaedar (4. løb) og Holly Star (7. løb). Michelle Mønster er også med, og har overtaget ridtet på Yarrah i 2. løb.

DanToto har som sædvanlig spil til Berlin, der med aftenens program indledet sit derbymeeting.

I 8. løb mødes Tysklands to bedste heste, Orlando Jet med Rudolf Haller og Cash Hanover med Michael Nimczyk.

På onsdag tager Jeppe Juel til Paris, hvor han skal køre Tripolini VP i løb på Enghien. Løbet er udskrevet over 2150 meter auto og har en samlet præmiesum på 62.000 Euro. Tripolini VP er den hest i løbet, der har tjent 12. mest, og har således mulighed for at komme i første række, hvis tre heste med højere startpræmiesum ikke skrives til start.

Helt sikker på første række er derimod Amour du Coglais, der er anmeldt i et amatørløb for heste under 101.000 Euro – han starter med 98.061 Euro og står som nummer 4 blandt de anmeldte heste. Her er distancen også 2150 meter auto og præmiesummen ”blot” 13.000 Euro.

Onceforall Face, der også bliver sendt til Frankrig igen, er formeldt til løb på banen i Cabourg næste fredag samt til et løb på St Malo-banen onsdag den 8. august.

Det er ikke kun herhjemme det er varmt – også i England stønner de under heden, og flere galopbaner er efterhånden hårde som cement.

De hårde baner er der ikke mange, der har lyst til at starte heste på, og forleden blev der sat en bundrekord med antal anmeldte heste til en løbsdag på banen i Bath i Sydengland.

Til de syv løb var der blev anmeldt i alt 31 heste – en udgik allerede kort efter starterklæringen og to på et senere tidspunkt, så der var i alt 28 heste til start i de syv løb!!

Klampenborg Galopbane har også lidt under varmen, men nu har banen fået retableret sit vandingssystem med en ny pumpe. Lysten til at starte i Klampenborg er dog også begrænset, idet der kun er 54 starterklærede heste til lørdagens løb