TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

På Biddet – 08.04.2019

af | 8. apr 2019 | Nyheder

Uroen på Charlottenlund – en foderskandale under opsejling – og mange fine sportslige præstationer – der er nok at skrive om!

Det har ikke været kedelig at beskæftige sig med trav- og galopsporten i den sidste uges tid.

De seneste ugers uro omkring daglig ledelse og bestyrelse på Charlottenlund Travbane har vel nu nået et punkt, hvor der er kommet ro på efter Dansk Hestevæddeløb er trådt til og har indsat Rene Jensen som projektleder for afviklingen af Copenhagen Cup.

Jeg er blevet kritiseret for at skrive, at Lunden er sat under administration af Dansk Hestevæddeløb.

Jeg har svært ved at se andet, når travsportens fælles administrationsselskab tager kontakt til Lundens bestyrelse for at få rede på situationen på landets største væddeløbsbane.

Havde det omvendte været tilfældet – ja, så var det en anden sag, men bestyrelsen har haft travlt med at kriges indbyrdes.

Forhåbentlig er der nu kommet ro på situationen omkring Charlottenlund Travbane, så man sammen med den nyansatte direktør, Klaus Koch kan komme i gang med at forme fremtiden.

Danske trænere og hesteejere, der har fodret med Krafft-produkter er havnet i en kedelig suppedas, hvor der er uvished om, hvorvidt foderet kan give en positiv dopingprøve.

I Frankrig er der flere positive dopingprøver, som man mener kan henvises til fodring med et Krafft-produkt, og da foderet er et af de mest brugte i Skandinavien, er det klart, at alle alarmklokker nu har lydt på vore breddegrader!

Dansk Travsports Centralforbund har endnu ikke meldt noget officielt ud om hvordan man bør forholde sig, men det skulle være på vej.

VI følger også udviklingen her på travservice!

Og så over til sporten!

Der blev vist mange fine præstationer på Lunden i fredags.

En af dem, vi ikke tidligere har omtalt, er Bikinis sejr for Jeppe Juel over Carna Sensei med Steen Juul.

Carna Sensei var førende opløbssvinget rundt med Bikini i ryg, og først med små 100 meter tilbage vred Jeppe Juel sin Hoppe Derbyvinder ud til angreb og gik let forbi.

Det var en god formbesked at få fra Bikini, hvis præstationer i 2018 var meget uens, og starten i fredags kunne have været Great Challenger-datterens sidste i karrieren.

Nu fortsætter hun – og en tur til Frankrig kan nu blive en realitet.

Som ventet blev det sejr til storfavoritten Tiger Roll i lørdagens Grand National Steeplechase – et løb, der blev overværet af cirka 70.000 tilskuere på Aintree-banen uden for Liverpool.

Tiger Roll blev som åring solgt til den store Godolphin-stald for 70.000 Guineas, og var altså tiltænkt en karriere i fladløbene, men den slog ikke til, og blev videresolgt på en ny auktion for 10.000 Guineas.

Den nye ejer startede Tiger Roll i hurdleløb og det gik godt, så han sendte den på auktion solgte den for 80.000 Guineas til den nuværende ejer, Giggintowns Stud, der ejes af den karismatiske chef for flyselskabet Ryan Air, Michael O’Leary.

Det var andet år i træk, at Tiger Roll vandt Grand National, og det er ikke sket siden 1974, hvor Red Rum vandt for andet år – den vandt også året efter og er den eneste hest, der har præsteret det kunststykke at vinde tre år i træk.

I fjor gav O’Leary efter Tiger Rolls sejr en gratis genstand på flyet fra Liverpool til Dublin – i år gav han to gratis genstande!!

Men han kommer ikke til at give 3 genstande til næste år, for da starter Tiger Rolls efter alt at dømme ikke!

I min foromtale til Grand National havde jeg peget på Tiger Roll som favorit, og som outsider Walk in the Mill, der blev nummer fire og gav et Pladsodds som fint som 7.58!

På verdensplan skønner man at 600 millioner Tv-seere fulgte Grand National.

Lørdag var der også løb på Fyens Væddeløbsbane, der sædvanen tro havde fint besøg med en baneomsætning på 152.037 kroner og en totalomsætning på 776.507 kroner i 9 løb

I Aalborg var der Liga-finaler søndag, hvor baneomsætningen nåede op på 194.000 kroner og totalomsætningen 834.100 kroner, men i 10. løb!

Dagen blev indledt med sejr til den 3-årige Think New and Big, der ejes af den tidligere formand formand Aalborg Væddeløbsbane, Simon Krogh sammen med hustruen Jane.

Simon Krogh har været væk fra travsporten i nogle år, men er nu tilbage som ejer af denne lovende Explosive Matter, der er i træning hos Marc Bæk Nielsen.

Marc Bæk Nielsen sendte også en anden fin sæsondebut til start. Det var 4.årige Dortmund (Timoko) som Dennis Kristiansen kørte til suveræn sejr i amatørløbet i 1.16.5/2140 m – 20 meter foran nummer to!

Dennis Kristiansen har i de senere år været en af Danmarks oftest sejrende travkuske, men dette var blot hans anden sejr i år.

Vi er nu inde i årets andet kvartal, og vi venter fortsat på at Bet25 skal lancere deres spilleselskab for hestespil, Derby25!

Vi har ventet længe nok – nu skal det snart ske!!!