Endnu et rejsebrev fra turen til Normandiet i Frankrig, hvor et besøg på statstutteriet, Haras du Pin-  også kaldet Hestenes Versailles – dog ikke blev så vellykket.

Efter vi havde hilst farvel til Gitte og Philippe Allaire på Ecurie de Bouttemont gik turen for den lille danske travgruppe nu sydpå og destinationen på GPS’en var sat til det franske nationalstutteri Haras du Pin.

Det gik også let nok at finde denne fredag middag, men da vi kom frem så det nu ret øde ud.

Indgangen til stedet var ret pompøst.

I indkørslen var en flot forgyldt port og vi nærmede os den stille og roligt.

Der var et skilt i venstre side.

Hvad står der, spurgte jeg chaufføren Jørn Borch.

-Der står Velkommen, var svaret.

-Så lad os køre ind.

Vi kørte ind på den store plads. I hver side lå der staldbygningerne og for enden var der nærmest et lille slot.

Vi kørte op mod slottet, der så meget tomt ud.

Mærkeligt nok var der ingen P-skilte – eller P-båse, men vi fandt ud af at parkere ovre i den ene side, og steg ud for at tage ”Hestenes Versailles” i nærmere øjesyn.

Men så kom en lille dame løbende mod os – og hun kom hurtigt – og sagde en hel masse. Selvfølgelig på fransk.

Det viste sig, at det måske ikke lige var Velkommen til bilister, der havde stået på skiltet ved indkørslen. i hvert fald måtte vi ikke holde parkeret, der hvor vi nu holdt.

Bilen skulle væk – og det var omgående.

Og så sagde damen vist også et og andet med, at der i øvrigt var lukket om fredagen på stutteriet!

Jørn Borch kørte bilen ud af matriklen og lige over for var der praktisk nok også en ret stor parkeringsplads, som vi ikke lige havde set i første omgang.

Vi beså nu lokaliteterne  udefra – og ganske rigtigt.

Der var lukket denne fredag, men det afholdt os nu ikke fra at gå lidt rundt og se på de omkringliggende folde, hvor der gik heste ude.

En enkelt rytter fik vi også et glimt af, men ellers var der stille og roligt.

Haras du Pin har en glorværdig historie, idet det blev oprettet i 1714 af Kong Ludvig den 14. som et kongeligt stutteri.

Op mod vor tid er det blevet overtaget af Staten, og her har gennem tiderne været opstaldet avlshingste inden for travsporten som Florestan og Workaholic, der begge har haft stor betydning for den franske traveravl.­­­­

Vi var ikke de eneste, der havde taget turen forgæves til Haras du Pin, så det er ikke forkert at konkludere, at franskmændenes evner til at kommunikere åbningstider ikke altid er optimale.

Hvad skulle vi nu?

Ja, det var jo spisetid – og lige over for Haras du Pin var et skilt med en henvisning til en restauration.

Det var nok den, som Gitte Poulsen-Allaire havde omtalt, som en virkelig god restauration.

Så ind i bilen og derhen.

Man skulle tro, at de ville blive glade for at der kom fire danskere, der ville have en let frokost, men sådan virkede det ikke.

Man kunne få en set menu til 32 Euro bestående af tre retter.

Men det var lige i overkanten at skulle konsumere på det tidspunkt.

Var det ikke muligt blot at få en forret?

Jo, kom det efter nogen tid.

Det ville de så have 20 Euro for – 150 kroner – og så var det at vi rejste os, og sagde pænt farvel!

Dermed mistede denne restauration i hvert fald en omsætning på omregnet flere hundrede kroner.

Men de behøvede tilsyneladende ikke pengene, for efter vi havde forladt restaurationen blev der sat et skilt op – Lukket!

Men vi var fortsat sultne og hvad nu!

Turens næste mål var at besøge Björn Goops sted – og på vejen kom vi gennem en lille by.

Her var et torv med en PMU-spillebod og restauration.

De reklamerede med en set-menu til 13 Euro .

Det lød jo fornuftigt,

Der var bare det problem, at kokken var gået!

Men ovre på den anden side var et lille supermarked, og de havde forskellige sandwich, så sulten blev stillet.

Og snart kunne vi fortsætte videre på vor tur.

Og om besøget hos Björn Goop kan der læses om i det næste rejsebrev