TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Over 1 million i førstepræmie i Derbyet!

af | 29. jul 2018 | Nyheder

1 million kroner eller mere i førstepræmie i Dansk Trav Derby! Hvis det står til foreningen bag spilleklubben, The Jackpot Club så kan det blive muligt inden for en kort årrække. Men vil Dansk Travsports Centralforbund være med??

Det er store præmier i vore allerstørste løb, der får folk til at investere i væddeløbsheste – det være sig trav- som galopløb.

Bvlgari Peak vandt 560.000 kroner ved sejren i Dansk Trav derby 2017 – med Jackpot Boost kan præmien til vinderen i 2022  blive 1.12 millioner kroner  Foto: Kanal 75

Det er drømmen om at have en hest, der kan deltage i løb om virkelige store præmiesummer, der kan være løftestangen for dansk travsport.

Det mener folkene i foreningen bag spilleklubben, The Jackpot Club, og de har i foråret fremsendt et forslag til Dansk Travsports Centralforbund, der går ud på at fordoble præmiesummerne i travsportens tre klassiske løb,

Dansk Opdrætningsløb for 2-åringer

Dansk Trav Kriterium for 3-åringer

Dansk Trav Derby for 4-åringer.

I fjor var førstepræmien i Dansk Trav Derby på 560.000 kroner, men kommer Jackpot-folkene igennem med deres forslag, kan førstepræmien i 2022 – altså for den årgang, der er født i år – mindst være det dobbelte, 1.12 millioner kroner.

I Dansk Trav Kriterium 2021 kan det blive til 600.000 kroner i førstepræmie og allerede i 2020 kan førstepræmien i Dansk Opdrætningsløb blive på 280.000 kroner – baseret på præmiesummerne i 2017.

Men under forudsætning af at projektet bliver søsat – og det er selvfølgelig ikke kun førstepræmierne, der fordobles efter forslaget!!

Akkurat som i Sverige, hvor man tilvælger Premiechancen i stedet for at få udbetalt en godtgørelse for at hesten har gået Premieløb, så bliver der tale også tale om at man skal vælge at tilmelde sin hest til ”Jackpot Boost”, som er arbejdsnavnet på det nye tiltag.

-Vores ide med Jackpot Boost er at gøre det mere attraktivt at investere i danske travheste, og det kan ske ved, at der er større præmier at køre om i de klassiske travløb, siger Bertel Maigård fra The Jackpot Club.

-Jackpot Boost skal gøre det interessant ved at alle åringer, der bliver fremstillet på de danske auktioner kan anmeldes til projektet. Opdrætteren skal betale f.eks. 2,5% af hammerslaget, mens køber skal betale 12.5% for at hesten bliver kvalificeret til at modtage en Jackpot Boost-præmie der fordobler præmiesummen i de tre klassiske løb.

-Dækker antallet at anmeldte heste ikke de præmier, der måtte komme til udbetaling i de tre storløb for årgangen, så foreslår vi, at underskuddet dækkes af Jackpot Club og DTC i forening.

-I øvrigt mener vi, at DTC med fordel kunne bruge den pulje, man i dag har afsat til Unghestesatsningen til at indgå i Jackpot Boost. Jeg kender ingen, der køber en unghest, fordi de får 10.000 kroner eller 12.000 kroner udbetalt, når hesten har startet, siger Bertel Maigård.

-Vi havde selvfølgelig håbet på at dette tiltag kunne iværksættes allerede i år, således at præmiesummerne i Dansk Opdrætningsløbet 2019 kunne boostes, men det har ikke været muligt at få et svar fra DTC, siger Bertel Maigård videre.

-Den 2. maj fremsendte vi pr mail forslaget om Jackpot Boost til DTCs generalsekretær Klaus Storm i håb om, at han ville forelægge det for sin bestyrelse og den efterfølgende generalforsamling i DTC i juni måned.

-Det er desværre ikke sket, og ud fra referatet fra DTCS generalforsamling kan vi se, at Klaus Storm har oplyst til generalforsamlingen, at han ikke har modtaget vort oplæg! siger Bertel Maigård.

-Vi håber på at kunne komme i dialog med DTC omkring vort initiativ, og vi er selvfølgelig åbne for andre ideer omkring Jackpot Boost, slutter Bertel Maigård.